Vi kender hende som sygeplejerske i ‘Sygeplejeskolen’  og overklassedatter i ‘Lykke-Per’. Nu springer Katrine Greis-Rosenthal ud som bordelmutter.

I ‘Viaplays’ nye krimiserie ‘Forhøret’ spiller den 34-årige skuespiller nemlig en prostitueret ved navn Mia, der kommer i problemer overfor Ulrich Thomsens karakter, politimanden Bjørn.

De indspillede på et autentisk bordel i København, og hun husker det som nogle travle optagedage.

»Samtidig lavede jeg anden sæson af ‘Sygeplejskolen’, jeg var til gallapremiere på 'Kursk' (Vinterberg-film, red.) og så var der lige en Robert-uddeling oveni,« fortæller hun om en uge, hvor det ikke blev til meget søvn.

Katrine Greis-Rosenthal i 'Sygeplejeskolen'.
Katrine Greis-Rosenthal i 'Sygeplejeskolen'. Foto: Mike Kollöffel/TV 2
Vis mere

Hun fortæller med et grin om arbejdsdagene i de specielle omgivelser.

»Vi var ude i et meget usexet industrikvarter. Det var ikke særlig 'Moulin Rouge'-agtigt. Der var blandt andet et dildorum,« griner hun.

I en scene, hvor Ulrich Thomsens karakter forhører Katrine Greis-Rosenthal på bordellet, er der blandt andet dækket med plastik udover sofamøblerne.

Det var noget, produktionsholdet havde lagt på for at gøre stedet endnu mere kinky, fortæller hun og tilføjer:

Katrine Greis-Rosenthal til årets Robert-fest.
Katrine Greis-Rosenthal til årets Robert-fest. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Man tog sig ikke lige en lur i ‘bunny’-rummet.«

Ulrich Thomsens karakter spørger på et tidspunkt i forhørsscenen, hvad et blowjob og en kop kaffe koster. Det får man aldrig svar på.

Katrine Greis-Rosenthal griner og siger, at hun stadig ikke ved, hvad det koster. Hun lagde ikke mærke til nogen prisliste på bordellet.

Hun vandt i foråret en Robert-pris som årets ‘kvindelige birolle’ for sin præstation i filmen ‘Lykke-Per’.

Katrine Greis-Rosenthal med sin mand Martin Greis-Rosenthal til premiere på filmen 'Kursk' i Toronto.
Katrine Greis-Rosenthal med sin mand Martin Greis-Rosenthal til premiere på filmen 'Kursk' i Toronto. Foto: GEOFF ROBINS
Vis mere

Det er en rolle, der har givet hende et karriereløft, føler hun.

»De sidste par år har jeg fået fine roller med mere kød på, og efter ‘Lykke-Per’ får jeg flere federe tilbud. Rollen i ‘Forhøret’ fik jeg for eksempel tilbudt uden casting. Det er nyt.«

Katrine Greis-Rosenthal, der privat danner par med skuespiller Martin Greis-Rosenthal, skal i 2020 lave to nye sæsoner af ‘Sygeplejeskolen’, og så skal hun i gang med filmen ‘Smagen af sult’, hvor hun spiller overfor Nikolaj Coster-Waldau.

Derudover forsøger Regnar Grasten fortsat at lave en Karen Blixen-film med Katrine Greis-Rosenthal i en af hovedrollerne.