Mikkel Behas ældste søn, Emil Midé Erichsen, fik i sommer selv en søn.

Og mandag aften får danskerne for første gang sønnen Hugo at se, når TV 2-programmet ‘Kurs mod nord’ har premiere.

29-årige Emil Midé Erichsen og kæresten Louise Ravn Ottes første barn er med ombord, når familiens nyrenoverede svenske redningsfartøj ‘Wallenberg’ sejler op langs Norges kyst i den nye sæson af ‘Kurs mod fjerne kyster’

Det nye, knap 10 måneder gamle besætningsmedlem er også tv-værten Mikkel Behas første barnebarn.

I klippet fra aftenens program, som TV 2 har lagt på deres Facebook-side, kan man også se, han er tæt på at revne af stolthed, mens han kigger på den lille fyr.

Du kan se klippet længere nede i artiklen.

De nye forældre har været kærester i mere end tre år, og da de fik Hugo 13. juli sidste år, havde Emil Midé Erichsen allerede haft baby i tankerne et stykke tid.

Ifølge Se og Hør kan man nemlig læse i bogen ‘Alt godt fra Havana’, at han fortæller til sin far, hvordan han drømmer om at sejle lange ture med ham og kærestens egne børn på dækket.

Mens Emil Midé Erichsen sejlede jorden rundt på Havana, mailede han med den gamle gymnasieveninde hjemme i Danmark.

Han fik hende overbevist om at stige ombord på skibet og sejle med det sidste halve år af turen.

Og den kærlighedshistorie resulterede altså i et lille hjertebarn, som nu er fast inventar på skibet, når familien drager mod nye eventyr.

Den nye sæson af 'Kurs mod fjerne kyster' med det nye navn 'Kurs mod nord' ruller over skærmen mandag aften klokken 20 på TV 2.