Den 23. maj er en dag, som direktøren for streamingtjenesten Discovery kalder for 'vores stævnemøde med skæbnen'.

Selvom det kan lyde en anelse højstemt, er det da også en stor dag for streaminggiganten

Tirsdag fusionerer tjenesterne Discovery og HBO Max nemlig til en samlet streamingplatform, der blot kommer til at hedde Max.

Streamingtjenesten kommer til at indeholde film og serier fra begge de to streamingtjenester.

Det nye navn, Max, indeholder hverken HBO eller Discovery. Og det er der en helt særlig grund til, ifølge JB Perette, der er President og ceo for Discovery Global Streaming.

Til CNBC udtaler han, at man fjerner HBO fra navnet, fordi det i høj grad associeres med seriøst indhold til voksne, hvor den nye platform skal have indhold til hele familien.

»Vi elsker alle sammen HBO. Men det er ikke ligefrem der, hvor forældre lettest kan aflevere deres børn,« fortæller han til mediet.

Derudover påpeger han, at HBO-brandet kunne risikere at blive udvandet, hvis tjenesten skulle beholde navnet, og stadig have realityindhold fra Discovery som det populære program '90 Day Fiance'.

Claus Bülow Christensen, der er digital analytiker og arrangør af Copenhagen Future TV Conference, har tidligere udtalt sig til B.T. om sammenlægningen, som han regner med vil gå godt – netop på grund af den brede vifte af indhold, som den nye tjeneste kan tilbyde.

»Det bliver en succes. Det er jeg ret overbevist om. Warner Brothers Discovery er ved at skabe noget, hvor man som bruger kan slå sig ned og blive hængende. Et kæmpe univers,« fortalte han dengang.

I første omgang fusioneres tjenesterne i USA. Herefter udrulles den nye tjeneste i resten af verden i løbet af 2023 og starten af 2024. Derfor går der altså formentlig lidt tid endnu, før Danmark kommer til at mærke ændringerne.