Selvom det først er lørdag aften, at det danske grandprix-håb Leonora skal træde ind på scenen under Eurovision-finalen, så er halvdelen af hendes skæbne under sangkonkurrencen nu afgjort.

Sent fredag aften gik hun nemlig på scenen foran sangkonkurrencens fagjury – og deres stemmer tæller lige så meget som tv-seernes.

Selv forklarer den 20-årige sangerinde, der optræder med den enkle sang 'Love is Forever', at hun synes, det var 'super fedt' at være på scenen:

»Vi har fundet en god rytme, og det går bare bedre og bedre for hver gang,« fortæller hun.

Foto: ABIR SULTAN
Vis mere

Sangkonkurrencens fagjury, som består af musikkyndige og branchefolk, afgiver deres stemmer alene ud fra den optræden, som de deltagende lande gav fredag aften.

Og ifølge Leonora Colmor Jepsen var der blandt andet én ting, som hun synes var godt:

»De (publikum, red.) sang med, og det kan de også høre på jury-optagelsen. Det, synes jeg, er en god ting,« forklarer hun.

De seneste år har en fagjury under Eurovision stået for halvdelen af stemmerne i konkurrencen.

De bliver afgivet ved deltagernes generalprøver forud for de egentlige semifinaler og for finalen, som bliver vist i fjernsynet.

Det betyder, at Leonoras skæbne ved dette års sangkonkurrence nu er delvist afgjort.

Hun skal lørdag aften klokken 21 optræde i finalen – efter hun torsdag gik videre fra sin semifinale.

I alt kæmper 26 lande i finalen om at kunne række armene i vejret og lade sig hylde som vinderen af dette års Eurovision Song Contest, som bliver afholdt i den israelske storby Tel Aviv.