Zoë Kravitz kan godt begynde at hvæsse kløerne og male katteøjnene op.

Den 30-årige kendisdatter har nemlig fået rollen som Catwoman i den kommende Batman-film.

Antihelten i den stramme heldragt er tidligere blevet spillet af både Anne Hathaway, Halle Berry og Michelle Pfeiffer.

Og det er da heller ikke første gang, Zoë Kravitz, der er datter af musikeren Lenny Kravitz og skuespilleren Lisa Bonet, stifter bekendtskab med rollen.

Den britiske skuespiller Robert Pattinson får rollen som Batman.
Den britiske skuespiller Robert Pattinson får rollen som Batman. Foto: FADEL SENNA
Vis mere

Hun lagde nemlig stemme til netop Catwoman i 'The Lego Batman Movie’ fra 2017.

Men nu skal hun altså selv lægge krop til kattedamen og spille over for 'Twilight'-stjernen Robert Pattinson, som får titelrollen i Matt Reeves kommende film ’The Batman’.

Ifølge Variety snupper Zoë Kravitz rollen foran næsen på stjerner som Zazie Beetz ('Atlanta', 'Deadpool 2' og 'Joker'), Eiza Gonzalez ('Baby Driver’s') og den svenske Oscar-vinder Alicia Vikander ('Tomb Raider', 'Den danske pige' og 'En kongelig affære'.)

'Big little lies'-stjernen Zoë Kravitz er, foruden skuespiller, frontsanger i Philadelphia-bandet 'Heis Fight'.