Skuespiller Alec Baldwin skød ved en fejl filmfotografen Halyna Hutchins i oktober sidste år, da de optog filmen 'Rust'.

Sidenhen har det store spørgsmål været, om verdensstjernen overhovedet trykkede på aftrækkeren, eller om pistolen gik af af sig selv.

Alec Baldwin påstår det sidste. FBI, der undersøger sagen, tror angiveligt noget andet.

Det er mediet New York Post, der er kommet i besiddelse af FBIs endegyldige rapport om skyderiet.

Her står, at anklagemyndigheden har i sinde at rejse tiltale mod fire involverede personer. Tre af dem er unavngivne, men skuespilleren Alec Baldwin er nævnt ved navn i rapporten.

»Under optagelserne til filmen 'Rust' skød og dræbte Alec Baldwin Halyna Hutching (filmfotograf, red.) og sårede Joel Souza (instruktør, red.), mens de øvede en scene,« står der blandt andet i rapporten fra anklager Mary Carmack-Altwies.

»Mange individer har været i kontakt pistolen, der endte med at dræbe Hutching og såre Souza.«

Anklager Mary Carmack-Altwies har derfor søgt om midler, så hendes team kan retsforfølge de fire personer – herunder Alec Baldwin – for drabet på Halyna Hutchins.

New York Post har været i kontakt med Alec Baldwins advokat, som beretter, at det stadigvæk ikke er sikkert, at skuespilleren bliver sigtet.

For få uger siden var advokaten angiveligt i kontakt med statsadvokaten, som mente, at det på daværende tidspunkt var for tidligt i efterforskningen at sigte nogen.