Der bliver kun fire dommere ved aftenens 'Vild med dans'-finale.

Nikolaj Hübbe har nemlig fået corona og deltager ikke. Det skriver TV 2.

»Jeg er oprigtigt ked af, at jeg ikke skal være med i studiet i aften med de tre skønne finalepar og mine dommerkolleger,« siger Nikolaj Hübbe.

Han fortæller dog, at han vil følge med hjemme foran fjernsynet.

»Det er utrolig ærgerligt, at Nikolaj ikke kan være med til at afslutte årets 'Vild med dans'-sæson. Vi har tænkt mange tanker, om der skulle komme en vikar, eller om Nikolaj skulle afgive karakter hjemmefra, men vi er nået frem til, at vi går med at sidde med fire dommere ved dommerbordet i aften,« siger Thomas Richardt Strøbech, redaktør på TV 2.

»Det har vi heldigvis prøvet mange gange før, og jeg er sikker på, at vi får en festlig finale, selv om vi selvfølgelig er kede af at måtte undvære Nikolaj.«

Tidligere på ugen kom det frem, at Jacob Haugaard, som blev stemt ud tidligere på sæsonen, også misser finalen, da han ligeledes er coronaramt.

»Det er ærgerligt, og det er da ikke sjovt, at jeg skal se finalen hjemmefra. Jeg hader at skulle aflyse noget. Sådan har jeg også altid haft det rent professionelt,« forklarede han til TV 2.

Jacob Haugaard deltog i årets 'Vild med dans' sammen med debutanten Camilla Dalsgaard og formåede – trods konstante bundkarakterer fra dommerne – at danse sig helt frem til femte liveshow, som dog blev endestationen.

Parret blev derfor nummer ni i konkurrencen, der når sin afslutning i aften.

Her skal sanger Jimilian og Asta Björk, tv-vært Lise Rønne og Silas Holst samt svømmer Pernille Blume og Morten Kjeldgaard danse mod hinanden i finalen.