Natten til mandag kunne danske fans endelig få deres lyst stillet. Første afsnit af den sidste sæson af 'Game of Thrones' kunne streames på HBO-tjenesten.

I biografen Imperial i København var der fremvisning, og her løftede Nikolaj Coster-Waldau sløret for, hvad han kommer til at savne ved at lave serien.

»Det har jo været en fantastisk oplevelse. Det er jo kun noget, man oplever én gang at få lov til at være med i en så absurd populær serie globalt set,« siger skuespilleren.

Han spiller Jaime Lannister, som er en af de karakterer, der har været heldig at overleve igennem alle sæsoner indtil videre.

Der lød et hvin, da Nikolaj Coster-Waldau mødte op på den røde løber i biografen Imperial til fremvisningen af første afsnit af sidste sæson af 'Game of Thrones'.
Der lød et hvin, da Nikolaj Coster-Waldau mødte op på den røde løber i biografen Imperial til fremvisningen af første afsnit af sidste sæson af 'Game of Thrones'. Foto: Claus Bech
Vis mere

Og netop det med at have medvirket i så lang tid gør, at det er mere vemodigt at sige farvel til de andre bag serien.

»Normalt arbejder jeg jo ikke på det samme i så lang tid, så jeg har fået nogle venskaber og mødt nogle mennesker, som jeg kommer til at savne.«

Og han skal heller ikke tænke to gange over, hvad han kommer til at savne allermest.

»De venskaber, jeg har fået.«

Til premieren er der en sværm af mennesker, og man kan høre, at der er Coster-Waldau fans til stede, for der lyder nemlig et højt hvin fra flere af de kvindelige fans,.

Skuespilleren fortæller desuden, at han skal til Canada og indspiller thrilleren 'The Silencing,' klokken fem tirsdag morgen.