Nikita Klæstrup kan ikke forstå, at det kan være lovligt at tage en anden persons billeder på nettet og udgive sig for at være vedkommende.

Medmindre det drejer sig om nøgenbilleder eller økonomisk vinding, er identitetstyveri nemlig i udgangspunktet ikke ulovligt, og det er den kendte debattør og praktikant hos Nordisk Film nu med til at sætte fokus på med dokumentaren '100 falske forelskelser', der for tiden kan ses på DR.

I dokumentaren følger man den 22-årige Malte Prehn, som igennem otte år måtte finde sig i, at billeder fra hans forskellige sociale medier blev stjålet og brugt af en falsk profil, der gik under navnet 'Nikolaj Isaksen'.

Denne 'Nikolaj Isaksen' brugte Malte Prehns billeder til at fange over 100 pigers interesse og få dem til at tro, at de havde en form for forhold.

Malte Prehn har oplevet at få stjålet sine billeder igennem otte år, fortæller han i den nye dokumentarserie.
Malte Prehn har oplevet at få stjålet sine billeder igennem otte år, fortæller han i den nye dokumentarserie. Foto: Foto: DR/ Kristoffer Kirketerp Frandsen
Vis mere

Nikita Klæstrup, der har talt åbent om selv at have været udsat for digitale krænkelser, efterspørger både politisk handling og i særdeleshed mere opmærksomhed på dette problem, da B.T. taler med hende.

»Det kunne være fedt, hvis der var mere fokus på digital dannelse på skolerne, for det er, som om vi ikke er fulgt med den udvikling, der er sket på det digitale område.«

I serien kan man se, hvordan Malte Prehn kæmper med at finde ud af, hvad der er hoved og hale i sagen med den opdigtede 'Nikolaj Isaksen', ligesom han prøver at finde ud af, hvem den opdigtede person i virkeligheden dækker over.

Hos Børns Vilkår forklarer man, at det er særligt skrøbeligt for børn og unge at få stjålet deres identitet. Det er en periode, hvor man først er ved at finde ud af, hvem man er.

Malte Prehn med sin rigtige kæreste, Thea Juul Bruun.
Malte Prehn med sin rigtige kæreste, Thea Juul Bruun. Foto: Foto: DR/ Kristoffer Kirketerp Frandsen
Vis mere

Derudover siger Børns Vilkårs digitale medieekspert, Camilla Mehlsen, at problemet med identitetstyveri er underbelyst.

»I de senere år er der kommet meget mere fokus på digitale krænkelser med nøgenbilleder eller mobning, men problemet med identitetstyveri er overset,« lyder det fra hende, inden hun uddyber:

»Det er helt klart et fænomen, der eksisterer og har store konsekvenser. På Børnetelefonen får vi henvendelser fra børn og unge, der har været udsat for identitetstyveri og hacking. Der er brug for et langt større fokus på den problematik.«

Ligesom Nikita Klæstrup mener den digitale medieekspert også, at man mangler mulige sanktioner på dette område.

»Det er fuldstændig vildt, at det ikke er ulovligt at tage nogens identitet. Det vidner om, at lovgivningen ikke er fulgt med den digitale udvikling,« lyder det fra hende.

Man kan se dokumentaren '100 forelskelser' på DR3 nu.