Det er ikke mange mennesker, der oplever at blive rost af nogle af verdens bedst kendte skuespillere.

Det er dog, hvad Susanne Bier var ude for, da der blev holdt pressemøde forleden.

Instruktør Susanne Bier har lavet spændingsserien 'The Undoing', hvor Nicole Kidman og Hugh Grant spiller hovedrollerne, og hun fik god respons på sine evner som instruktør, skriver Se og Hør.

Kidman havde for eksempel nogle helt særlige ting, som hun roste instruktøren for.

Her ses Nicole Kidman ved Hollywood Film Awards i 2018.
Her ses Nicole Kidman ved Hollywood Film Awards i 2018. Foto: DANNY MOLOSHOK
Vis mere

»Hun er fantastisk. Hun er den fødte leder og den store 'mastermind' bag, hvad der er blevet til seks timers thriller,« lød det fra den 52-årige australskfødte skuespillerinde, som uddybede:

»Hun har fuldkomment overblik over alt, hvad der sker på settet, og har en imponerende selvsikker, klar vision for, hvad hun vil. Det er en fryd at arbejde med hende,« lød det fra stjernen.

Serien, som er på seks afsnit, bliver sendt på HBO i maj.

Den er baseret på bogen 'You Should Have Known' af Jean Hanff Korelitz og handler om terapeuten Grace Fraser, spillet af Kidman, som pludselig får hele sit liv vendt på hovedet.

Her ses Hugh Grant med sin kone Anna Elisabet Eberstein ved dette års uddelingen af BAFTA-prisen.
Her ses Hugh Grant med sin kone Anna Elisabet Eberstein ved dette års uddelingen af BAFTA-prisen. Foto: HENRY NICHOLLS
Vis mere

Også tidligere har Susanne Bier kastet sig over at instruere udenlandske serier.

Hun har eksempelvis lavet 'Natportieren', som blev vist på den engelske kanal BBC.

Den var ligesom 'The Undoing' kun på seks afsnit, og her blev hovedrollen spillet af Tom Hiddleston.

Den var ligesom Biers nye serie baseret på en bog. Nemlig John Le Carrés spionroman 'The Night Manager'.