Seerne er efterhånden vant til, at det er to kvinder med omlyd, der fredag efter fredag får ført dem sikkert gennem 'Vild med dans'.

Christiane Schaumburg-Müller og Sarah Grünewald har nu fire år i streg været værter, og for sidstnævnte var fredagens finaleshow niende gang, hun fik lov til at udnævne en vinder.

»Jeg vil sige, at det har været den bedste sæson på den måde, at jeg stadig på niende år elsker at lave det her program,« fortalte hun efter afgørelsen til B.T.

»Jeg har haft bygkorn, jeg har kastet op. Jeg har været meget igennem, og det er man jo på ni sæsoner. Jeg har også stået højgravid med en størrelse dobbelt F i brystskål. Så jeg har prøvet en del, men det gør også, at man bliver enormt tætte og bliver en lille familie.«

Spørgsmålet er så, om værten kan fejre jubilæum med sin tiende sæson næste år.

»Jeg elsker 'Vild med dans', så hvis jeg bliver spurgt, så gør jeg det, hvis det kan passe ind. Men det skal jo passe ind.«

Direkte adspurgt om, hvorvidt TV 2 allerede har givet hende tilbuddet, lyder der et »måske«.

Det var Jimilian og Asta Björk, dansede sig til sejren i årets 'Vild med dans'.

Lise Rønne og Silas Holst sikrede sig andenpladsen, mens Pernille Blume og Morten Kjeldgaard tog podiets sidste plads.

Og netop vinderen har gjort et usædvanligt stort indtryk på den rutinerede vært.

»I mine ni år som værtinde har jeg aldrig mødt en deltager som Jimilian, og på det personlige plan under jeg ham det så meget.«

»Han har det mindste ego i verden, han ser alle andre end sig selv, og det har været en kæmpe gave at blive inspireret af det.«

Andre læser også