Når den nye biografiske film om Michael Jackson rammer biograferne, så bliver det med en særlig person i hovedrollen.

Den afdøde konge af pop bliver nemlig spillet af ingen ringere end Michael Jacksons egen nevø, Jaafar Jackson, der er søn af den afdøde musikers storebror, Jermain Jackson.

Det skriver Reuters.

»Jaafar personificerer min søn. Det er fantastisk at se ham videreføre Jackson-arven af entertainere og musikere,« udtaler Michael Jacksons mor, Katherine Jackson.

Selvom det er den 26-årige Jaafar Jacksons første store filmrolle, er han langtfra uvant på en scene.

Han har nemlig optrådt, siden han var blot 12 år gammel – og er af filmens producer, Graham King, blevet kaldt »skabt til rollen«.

Filmen med titlen 'Michael' vil ifølge filmselskabet bag udforske »den komplicerede mand, der blev til 'Kongen af pop'« og vil inkludere alle aspekter af hans liv, ikke mindst de mest bemærkelsesværdige optrædener, der banede vejen for Michael Jackson til at blive et ikon i den musikalske verden.

Filmen bliver lavet i samarbejde med Michael Jacksons familie. Ifølge flere medier kan dette få indflydelse på, hvorvidt filmen vil berøre anklagerne mod Michael Jackson om seksuelt misbrug af børn, som blev fremsat både før og efter hans død i 2009.

Michael Jackson har gennem hele sit liv erklæret sin uskyld og blev i 2005 frifundet.

I 2020 afviste en dommer, at den ene af de to mænd, som i HBO-dokumentaren 'Leaving Neverland' anklagede Michael Jackson for årelang seksuelt misbrug, kunne få sin sag for retten.

Michael Jackson blev kendt som barnestjerne, da han sammen med sine brødre var en del af gruppen The Jackson 5, og han blev senere som solist et verdensomspændende ikon inden for popmusikken.

Popsangeren døde i 2009 i en alder af blot 50 år efter et hjertestop, som fulgte af en overdosis af forskellig medicin.