»Der har været så meget pres, så meget efterspørgsel, og så meget kærlighed til en sæson to. Jeg føler nærmest ikke, at vi har haft et valg. Så der kommer helt sikkert en sæson to.«

Sådan siger forfatteren og instruktøren bag den sydkoreanske Netflixserie 'Squid Games', Hwang Dong-hyuk, til AP.

Gode nyheder for de millionvis af seere, som har fulgt med og gjort serien til Netflix' hidtil mest populære.

De må dog vente lidt, for Hwang Dong-hyuk har fortsat kun den anden sæson i hovedet.

»Jeg er midt i planlægningsprocessen. Det er for tidligt at sige, hvad der kommer til at ske, men jeg vil love jer, at Gi-hun vender tilbage, og han vil gøre noget for verden.«

Gi-hun er navnet på seriens hovedkarakter.

At seriens skaber har følt et pres må siges at være mildt sagt.

Til CNN har han tidligere fortalt, at han under indspilningerne af serien mistede seks tænder grundet den høje intensitet.

Ved den lejlighed var han usikker på, om det ville blive til en anden sæson af serien.

»At skrive, producere og instruere en serie alene var virkelig en stor opgave. Når jeg tænker på at skulle gøre det samme for sæson to, er jeg personligt lidt bekymret,« sagde Hwang Dong-hyuk.

Han fortalte dog også her, at begejstringen for serien var så stor, at han overvejede at lave endnu en sæson.

Og den fristelse er altså nu blevet for stor – så må tiden vise, hvor mange tænder han har i behold, når sæson to af 'Squid Game' er optaget.