Vælg film eller serie og tryk afspil.

Sådan har det altid været, når man vælger, hvad man vil se på Netflix. Men nu varsler streamingtjenesten, at du måske kan nå at hente en kop kaffe, før filmen starter.

For i et interview med Deadline løfter den administrerende direktør hos Netflix, Reed Hastings, sløret for, at der vil komme reklamer på streamingtjenesten. Det fortæller han efter, at produktchefen, Greg Peters, har sagt, at der vil komme prisforskelle på forskellige abonnementer.

»Dem, der har fulgt Netflix, ved, at jeg har været imod reklamer. Jeg kan derimod godt lide simpeltheden i abonnementer,« siger Reed Hastings.

Men nu anerkender den administrerende direktør altså, at det er nødvendigt at indføre reklamer på streamingtjenesten.

Reed Hastings fortæller, at en mulig løsning kan være, at man opretter prisforskelle i abonnementer således, at dem, der betaler mindst, skal have reklamer med i deres pakke. Dermed kan det blive op til forbrugerne, om de vil have reklamer eller ej.

»Hvis man gør sådan, at forbrugerne som har det fint med reklamer betaler en mindre pris, så tror jeg, at alle er tilfredse,« siger Reed Hastings.

Det er uklart, hvornår ændringen præcist træder i kraft, men Reed Hastings fortæller, at det kan komme inden for de næste par år.