De er klædt i røde dragter, bærer maske, og så er de dybt kriminelle. De otte røvere, der alle er opkaldt efter storbyer, bliver ledet af 'Professoren', som planlægger alle røverierne.

Serien hedder 'Papirhuset', og originaltitlen er 'La Casa de Papel'. Og som navnet antyder, er det en spansk serie.

Serien er blevet Netflix' største ikke-engelsksprogede succes, og holdet bag serien er lige nu i Danmark, nærmere bestemt København, for at filme til den femte sæson.

I videoen øverst i artiklen kan du se, hvordan det så ud, da filmholdet var i København onsdag for at filme.

Et klip fra serien 'Papirhuset'
Et klip fra serien 'Papirhuset' Foto: Netflix
Vis mere

Og det, at der netop bliver filmet i København, er god reklame for Danmark generelt. Det fortæller Frederik Dirks Gottlieb, radio- og tv-vært samt filmproducer og serieekspert på DR til B.T.:

»Det er altid stort, når en vanvittig populær serie med millioner af seere verden over skyder nøglescener i en by som København. Det betyder da absolut noget. Og forhåbentligt, når coronakrisen er ovre, kan det tiltrække endnu flere turister,« fortæller Frederik Dirks Gottlieb og fortsætter:

»Når en by som København får lov at blive foldet ud, og man får lov at skyde nogle smukke scener i en storby, så er det jo aldrig dårlig reklame. Og måske er det heller ikke helt tilfældigt, at de ender i København. Jeg ved i hvert fald, at danske skuespillere er ret populære i Sydamerika. Og så er København en mere kendt by, end den nogensinde har været før. Der er meget snak om Danmark og om København rundtomkring i verden.«

Frederik Dirks Gottlieb understreger dog, at for at serien skal tiltrække turister til Danmark, så afhænger det af, hvor mange scener der optages, samt hvilken måde København bliver fremstillet på.

Alvaro Morte (th) spiller 'Professoren'  og Pedro Alonso (tv) spiller juvelrøveren Berlin i 'Papirhuset'
Alvaro Morte (th) spiller 'Professoren'  og Pedro Alonso (tv) spiller juvelrøveren Berlin i 'Papirhuset' Foto: GABRIEL BOUYS
Vis mere

Da fjerde sæson af 'Papirhuset' blev sendt i foråret, blev den de første 20 dage set af mere end 60 millioner, og allerede da første sæson blev sendt, var den ifølge The Guardian den mest sete i blandt andet Frankrig, Italien, Argentina og Brasilien.

I en mail til DR skriver seriens hovedforfatter, Javier Gómez Santander, om grunden til, at valget faldt på København:

'Vi kan godt lide Danmark, og vi ønskede en by, der kunne formidle en ånd af Europa, og som samtidig var en speciel by med sin helt egen karakter,' skriver han og fortsætter:

'Vi kiggede på forskellige muligheder, men København har alt det, vi ledte efter. Havnen med sine farverige huse og dens skibe ved kajen var det, der overbeviste os.'

I sidste uge var filmholdet forbi Nyhavn, og de har også lagt vejen forbi Tivoli.