Du keder dig, du vil gerne flade ud til en serie på Netflix, men der er ingen nye afsnit af dine favoritserier. Hvad gør du?

Netflix har måske løsningen.

På deres app tester de nemlig en ny funktion: 'Random Play'-knappen. Altså en knap, der afspiller en episode fra en tilfældig serie for dig.

Dog er knappen kun tilgængelig, hvis du har en Android-telefon, og måske er den blot midlertidig, skriver The Sun.

»Det er forskelligt, hvor længe den her type test kører, og funktionen bliver måske ikke permanent,« siger en talsperson fra Netflix.

Streamingtjenesten har fået en ny stærk konkurrent, efter Disney har besluttet af udkomme med tjenesten Disney Plus til november, hvor man blandt andet kan se alle afsnit af Simpsons, der nogensinde er lavet.

Netflix har derfor advaret om, at de planlægger at hæve prisen på et abonnement hos dem. Et abonnement på Netflix koster 79 kroner om måneden i Danmark, mens et Disney Plus abonnement formentlig kun kommer til at koste det halve.

Om den nye knap fra Netflix er et forsøg på, at gøre sig selv mere attraktive for brugerne vides ikke.