'Squid Game' tog verden med storm i 2021.

Netflix-serien blev så populær, at alle kaldte på en ny sæson. Og Netflix er i gang med at producere en virkelig gameshow-version af serien i Storbritannien, hvor deltagerne kæmper om en pengepræmie tæt på 35 millioner kroner.

Selvom man ikke bliver elimineret, på samme måde som i serien, så har der undervejs været rygter, der lød på at folk var kommet alvorligt til skade.

Flere deltagere skal have fået forfrysninger, og én skal være bragt væk fra optagelsen på en båre.

Nu har Netflix været ude og berolige bekymrede fans, men bekræfter også, at optagelserne ikke er gået gnidningsfrit. Det skriver BBC.

Streaminggiganten sagde nemlig, at tre personer blev behandlet for 'milde tilstande.'

»Vi bekymrer os dybt om sundhed og sikkerhed for deltagerne og dem, der arbejder her, og vi har investeret i alle de passende sikkerhedsforanstaltninger, vi kan,« lyder det i en meddelelse.

»Selvom det var meget koldt, hvor vi optog – noget deltagerne også var forberedte på – er alle påstande om alvorlige skader usande.«

'Squid Game' handler om en konkurrence, hvor et stort antal deltagere kæmper om en stor pengepræmie ved at dyste i klassiske børnespil, men de dør en efter en, hvis de ikke gennemfører.

Serien holder rekorden som den mest populære Netflix-serie gennem tiden.