Selvom de i 2019 forlod 'Gift ved første blik' sammen, holdt deres DR-arrangerede ægteskab ikke længe, og i dag har Claus Henriksen og Henriette Hansen ikke længere den store kontakt.

Alt er godt imellem dem, fortæller de. Den geografiske afstand mellem Claus' hjem i Odense og Henriettes i Silkeborg var bare blandt andet medvirkende til, at de ikke kunne finde gnisten sammen, da kameraerne slukkede.

Claus bor i dag fortsat på Fyn, mens Henriette, der sidste år skiftede navn til Viktoria, er flyttet til Lyngå ved Hadsten, hvor hun er flyttet i hus med sin nye kæreste.

Herunder fortæller Claus og Viktoria, hvordan deres liv ser ud, to år efter de blev landskendte i 'Gift ved første blik'.

Claus og Henriette da de blev gift i 'Gift ved første blik'.
Claus og Henriette da de blev gift i 'Gift ved første blik'. Foto: DR
Vis mere

I tiden efter 'Gift ved første blik' holdt Viktoria lidt en pause fra at date. Da B.T. talte med hende sidste år, forklarede hun, at hun havde været på nogle få dates, men at hun oven på oplevelsen med 'Gift ved første blik' havde brug for at sunde sig lidt og koncentrere sig om andre ting.

For det første sprang hun tidligere i år ud som selvstændig og lever i dag af sin malerkunst efter tidligere at have arbejdet som grafisk designer.

»Jeg fik lyst til at prøve noget nyt og gøre det, som jeg altid har drømt om. Jeg bruger meget Instagram til at sælge mine malerier og udstiller også lige nu på et galleri i Søndervig. Det positive ved coronakrisen er, at folk ikke har været så meget ude at rejse og i stedet har brugt flere penge på kunst til hjemmet,« fortæller hun med et grin.

Inden da valgte hun også sidste sommer at skifte navn og hedder i dag Viktoria Allison Mogensen.

Viktoria med sin kunst.
Viktoria med sin kunst.
Vis mere

»Jeg var ikke så glad for mit gamle navn og havde i mange år gerne villet have et nyt. Da jeg skiftede, tænkte jeg meget på, hvor meget jeg skulle høre på folks meninger, nu hvor jeg lidt var blevet et offentligt ansigt, men jeg er kommet frem til, at jeg er ligeglad med, hvad andre siger, og jeg er meget glad for mit nye navn,« forklarer hun.

Derudover har Viktoria som nævnt fået en ny kæreste, som hun har været sammen med i et halvt år, efter at de mødte hinanden på Tinder.

Han havde ikke set 'Gift ved første blik' og opdagede først, at han havde matchet med en tv-personlighed, da han viste et billede af Viktoria til en kammerat før deres første date.

»Når man har været på tv, kan folk have alle mulige tanker om, hvordan man er, så det var faktisk meget fedt, at han ikke havde set det.«

Claus bor stadig i Odense.

Han erkender, at det nok var ham, der havde sværest ved, at han og Viktoria boede så langt fra hinanden. Hans weekender var fyldt op af arbejde og håndbold, og derfor blev deres forhold for 'bøvlet'.

»Jeg synes jo, hun er sød, men hvis gnisten havde været der 100 procent, havde jeg nok også været villig til at give afkald på nogle af de andre ting,« forklarer han.

Siden tv-optagelserne har Claus på datingfronten lidt en lille smule af, at folk har set ham på tv og derfor tror, at han stadig er gift.

Claus.
Claus. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Det forstår jeg jo ikke. Det er to år siden, og jeg kunne aldrig finde på at date, hvis jeg var i et forhold,« fortæller han og tilføjer, at han på det seneste ikke har datet så meget grundet en hofteoperation.

For halvandet år siden opdagede lægerne det, han kalder for en »produktionsfejl«, og derfor blev han i april opereret for hoftedysplasi, hvilket betyder, at han hen over sommeren har været fuldt beskæftiget af genoptræning.

Claus arbejder fortsat som socialpædagog og blev derfor ikke hjemsendt, da Danmark lukkede ned. Alligevel har coronakrisen været hård rent socialt, fortæller han.

»Særligt i år har jeg kunnet mærke, at min omgangskreds var meget mindre, end jeg troede. Jeg plejer at have min håndbold, men da det har været lukket ned, har jeg mest kun haft kontakt med kollegaer og mine forældre.«

Når verden igen er tilbage på normal, er Claus' ambition derfor nu at komme mere ud blandt andre. Første stop er 'Vi elsker 90'erne' i Odense i slutningen af august, hvor han har meldt sig til at stå i baren. Generelt er han klar på at møde nye mennesker.

»Hvis der er nogen, der har lyst til at drikke en kop kaffe eller andet, er de velkommen til at tage kontakt til mig på for eksempel Instagram. De må gerne bo på Fyn, så afstanden ikke er så stor,« griner han.

Torsdag er der premiere på den nye sæson af 'Gift ved første blik'.