Seerne får lov til at følge med hos Nanna-Johanne endnu en sæson, hvor de kommer helt tæt på den unge mors bryllup.

Der var triste nyheder til de 'De unge mødre'-fans, der nyder at følge med i livet hos Nanna-Johanne Jensen, da hun i slutningen af 2018 meldte ud, at hun ville trække sig fra reportageserien efter sæson 27, fordi sønnen Miclas ikke længere måtte være med på skærmen.

Den sæson er netop afsluttet på Kanal 4 og Dplay, men seerne har alligevel ikke set det sidste til Nanna-Johanne. Det bekræfter den unge mor og Pipeline Production over for Realityportalen.

Til sommer skal hun giftes med sin kæreste, Michael, som 'De unge mødre'-seerne er blevet præsenteret for i den seneste sæson, og parret har valgt at tage endnu en sæson på skærmen.

»Vi blev spurgt, om 'De unge mødre' måtte få lov at være med til brylluppet, og det sagde vi ja til, så vi fortsætter en sæson mere. Afsnittene kommer til at omhandle brylluppet,« siger den unge mor til Realityportalen.

Med i kirken

Nanna-Johanne fortæller, at der indtil nu er planlagt fem afsnit, hvor seerne får lov til at komme både tæt på forberedelserne og vielsen.

Men det er ikke alt, der kommer på skærmen.

»De er med til nogle af bryllupsforberedelserne – dog har vi klaret en hel del selv. Derudover er de med i kirken, men Michael og jeg er dog blevet enige om, at festen er privat,« siger den unge mor, der fortæller, at det skrider godt frem.

»Det går rigtig godt. Vi er godt i gang med det, og vi hygger os alle fire med det,« siger Nanna-Johanne og slår fast, at de nok skal være klar til sommerbrylluppet.

Kan fortsætte længere

Nanna-Johanne og Michael har endnu ikke taget en endelig beslutning for, om sæsonen 28 så bliver parrets sidste i 'De unge mødre'.

Sikkert er det dog, at seerne har set det sidste til Miclas.

»Vi ved endnu ikke helt, hvad planen for fremtidig medvirken i programmet er. Lige nu har vi sagt ja til, at brylluppet må filmes, og så må vi se, hvad fremtiden bringer. Hvis vi fortsætter i programmet efter denne sæson, bliver det meget lidt, da Miclas jo desværre ikke må vises på skærmen mere,« fortæller hun.

Hos 'De unge mødre'-produktionen er man glade for, at man i hvert fald får lov til at følge parrets store dag.

»Vi er rigtig glade for, at hun har sagt ja til, at vi må følge brylluppet. Det er jo altid dejligt at se, når det går godt for 'De unge mødre'-deltagerne,« siger Lena Lee Skibye, der er producent på 'De unge mødre' hos Pipeline Production.

Det vides endnu ikke, hvornår den kommende sæson af 'De unge mødre' skal sendes på Kanal 4 og Dplay.

Artiklen blev bragt i samarbejde med Realityportalen.dk