Der var kys og flirt i luften mellem Nanna Elkjær og Morten Damstoft i denne sæson af TV 2-programmet 'Alene sammen', men da de kom hjem, ændrede alt sig.

Så meget, at Nanna Elkjær i dag kalder ham både 'fjern' og 'uærlig' og har valgt at cutte kontakten fuldstændig.

Det åbner hun nu op for over for B.T.

»Der var ingen kemi, der var ingen gnist, og vi kunne ikke engang have gode snakke. Han var bare fjern og havde gang i alt muligt andet,« fortæller hun.

Aarhuspigen og amagerdrengen valgte ellers at forlade øen sammen, da de var nysgerrige på, hvad det kunne blive til mellem dem. Men desværre var det ikke det, som Nanna Elkjær oplevede, da de omkring ti dage efter hjemkomsten mødtes i Aarhus, hvor hun bor.

»Det føltes, som om det var en helt anden person, end jeg havde brugt de ti dage på øen sammen med. Det var virkelig skuffende,« siger hun.

De skulle ses en weekend i september, og Nanna Elkjær havde foreslået Morten Damstoft, at han kunne komme om lørdagen, fordi hun skulle arbejde om dagen, men han insisterede på allerede at komme om fredagen, så det aftalte de.

Hun var spændt på at se, hvad det kunne blive til, for Morten Damstoft var speciel i forhold til de andre fyre, som hun havde datet i løbet af de sidste otte år, hvor hun har været single, og de skrev og ringede også sammen hver dag.

Der var højt humør, da Nanna Elkjær og Morten Damstoft for første gang mødte hinanden på øen. Foto: André Blinkilde/TV 2
Der var højt humør, da Nanna Elkjær og Morten Damstoft for første gang mødte hinanden på øen. Foto: André Blinkilde/TV 2
Vis mere

»Jeg havde virkelig efterspurgt en, der kunne finde ud af at tage initiativ i stedet for, at det altid var mig, og der var han jo sindssyg god, så jeg tænkte, at ham ville jeg da gerne have en fest med hver dag,« siger hun.

Men allerede da hun hentede ham ved flixbussen fredag aften, og de bagefter gik ned i byen for at få en drink, kunne hun mærke, at noget ikke var, som hun har håbet på.

»Det var bare akavet, kunne jeg allerede mærke der,« siger hun.

En følelse, som hun for alvor blev bekræftet i, da han senere på aftenen ikke vil med hende hjem. Han vil hellere blive i byen og feste med hendes venner, forklarer hun.

»Jeg aner ikke, hvorfor han vil komme fredag, fordi han havde bare travlt med at komme i byen og drikke sig fuld,« siger hun.

Han ender dog med at tage med hende hjem, men dagen efter, da de holder fest sammen med de andre deltagere i programmet, er den gal igen, synes Nanna Elkjær.

Fra flere sider hører hun, at han har sagt, at han ikke er interesseret i hende, selvom han over for hende har givet udtryk for, at de skal se, om der kan opstå flere gnister.

»Jeg sad bare med en følelse af, at nu havde han scoret mig, og så skulle han bare videre,« fortæller hun.

På øen havde de ellers mange gode stunder. Foto: André Blinkilde/TV 2
På øen havde de ellers mange gode stunder. Foto: André Blinkilde/TV 2
Vis mere

I dagene efter weekenden i Aarhus snakker de sammen, men de har forskellige opfattelser af weekenden. Derfor ender mødet i Aarhus med at blive det sidste mellem dem. I dag har de ingen kontakt.

»Jeg har valgt at cutte kontakten fuldstændig. Jeg kan slet ikke se, hvad jeg har tilfælles med ham. Jeg synes, han har været uærlig over for mig,« siger Nanna Elkjær.

Allermest sidder hun tilbage med en følelse af, at Morten Damstoft mest af alt gik ind i projektet for at få en oplevelse, mens hun gjorde det for reelt at finde kærligheden.

»Det er lidt ligesom at have en ferieflirt. Alt er godt, men lige så snart virkeligheden rammer, så er det noget andet,« siger hun

Til B.T. fortæller Morten Damstoft, at han er ærgerlig over, at hun sidder tilbage med den følelse. Ifølge ham har de to forskellige opfattelser af, hvad der er sket.

»Det ærgrer mig dybt, at det er den tankegang, hun er gået med. Som jeg også har sagt til hende, så var det min opfattelse, at vi havde en god weekend,« siger han og fortsætter:

»Det var ikke for at opleve Aarhus, jeg tog til byen. Det var selvfølgelig for at se Nanna.«

Ifølge ham er kommunikationen mellem dem simpelthen gået skævt i løbet af den weekend, for hans intension med projektet var også at finde kærligheden.

»Jeg gik ind i det her eksperiment for at finde kærligheden, og da jeg vender 'sammen'-skiltet på øen, så er det, fordi jeg virkelig er nysgerrig på, om vi kan bygge noget videre på det,« siger han.

Derfor er han også ærgerlig over, at de er endt med at cutte kontakten.

»Jeg synes, det er super ærgerligt, for når man har været ude på sådan et eksperiment og delt de her ti helt fantastiske dage, som vi havde på øen, så er det klart, at man også gerne vil kunne række ud til hinanden og snakke om tingene, men efter weekenden slår kommunikationen fejl,« siger han.