Da Nadja Engsig var størst, vejede hun omkring 180 kilo. Nu bliver hun beskyldt for at være tykfobisk.
Årsagen er, at hun har fået lavet en gastrisk bypassoperation og derfor er begyndte at tabe sig. Det kan skade andre tykke, mener tykaktivister.
»Med mit valg mener de, at jeg undertrykker andre tykke kroppe og fastholder dem i en fortælling om, at den tykke krop er noget, der skal 'fikses'.«
»Det er et let standpunkt at have, hvis man ikke selv har prøvet at veje 180 kilo.«
Hele sit liv har Nadja Engsig følt sig fravalgt på grund af sin størrelse. For hende var det en gave, da hun for to år siden på de sociale medier fandt et fællesskab af andre tykke mænd og kvinder, der kalder sig tykaktivister og kæmper mod diskrimination af tykke mennesker.
»For mig er det at være tykaktivist, at man siger fra over for de strukturer i samfundet, der stigmatiserer og diskriminerer tykke, uanset om det er i skolegården eller i modebranchen, hvor der laves alt for lidt tøj til tykke,« siger Nadja Engsig.
Hun havde aldrig troet, at hun kunne blive en trussel mod andre tykke. Ikke desto mindre er det dét, der er sket.
»Også i kropspositivismen skal man åbenbart passe ind i et lille smalt ormehul for at måtte være med i hulen,« siger hun.
På sin Instagram-profil deler Nadja Engsig ud af sit liv og sine tanker om livet med angst og spiseforstyrrelsen BED (Binge Eating Disorder), også kaldet tvangsoverspisning. 18.300 følger hende, en del af dem var veninder fra aktivistmiljøet.
Indtil den dag, hvor hun skrev, at hun havde besluttet sig for at få en gastrisk bypass-operation.
»Da jeg skrev, at jeg gerne ville have operationen, blev der lavet flere opslag blandt tykaktivister om netop gastrisk bypass.«
Hun husker beskeder som denne:
»Du må gerne tabe dig, men du skal vide, at du skader andre tykke kroppe, når du gør det.«
Ingen af opslagene nævnte Nadja Engsig ved navn eller var sendt direkte til hende.
»Men jeg følte mig enormt ramt,« siger hun.
En følelse, hun blev bekræftet i, da mange af følgerne fra aktivistmiljøet over de næste måneder holdt op med at følge hende på Instagram.
»Blandt tykaktivister deler man tykke op i small fat, medium fat, infinity fat og super fat. Jeg var super fat. Reglen er, at infinity fat og super fat er dem, man lytter til først, fordi de i særdeleshed er diskrimineret. Small fat og medium fat kan som regel stadig købe tøj i butikker, de kan stadig ofte sidde i et flysæde, og de kan tage i biografen og på café. Det kan super fat og infinity fats typisk ikke, for der er ikke fysisk plads til dem.«
Ifølge Nadja Engsig lader det til, at en fløj i aktivistmiljøet mener, at:
»Du kan kun være tykaktivist, hvis du er tyk og glad for at være det. Har du lyst til at tabe dig, er du tykfobisk og sender et dårligt signal til andre tykke, der tænker, at de også skal tabe sig.«
Hun kan godt se pointen og har selv tænkt tanken, når andre i fællesskabet pludselig ændrede 'mening og opførsel’.
»Jeg har oplevet andre tykke, der er gået på slankekur, hvor deres profiler efterfølgende kun har handlet om kalorietælling og vægttab.«
Den ændring har hun ikke selv brudt sig om, men hun synes, at hendes beslutning er anderledes. For hende er det ikke operationen, der var vigtig, forandringen i hende skete, da hun gik i behandling for sin spiseforstyrrelse.
»Jeg har ikke lyst til at ændre min krop for at leve livet og blive glad. Under behandlingen var jeg begyndt at elske mig selv og den, jeg er. Men da jeg fik mere styr på BED'en, kunne jeg pludselig mærke min egen krop. Det havde jeg ikke kunnet før. Jeg følte mig på en måde mentalt fri, men låst fast i en krop, der ikke fungerede.«
Hun valgte operationen for at få styr på sit blodtryk og hjælpe sine overanstrengte nyrer og led. Det var ikke drømmen om en idealvægt, der drev hende. På intet tidspunkt efter operationen har hun været på vægten, og hun ved heller ikke, hvad hun vejer i dag.
»Min krop kommer til at ændre sig, men det er ikke det, jeg går op i. Jeg skriver ikke på Instagram om min bypass, min vægt eller den mad, jeg spiser.«
Længe efter operationen, som hun fik i august sidste år, turde hun ikke lægge noget på Instagram af frygt for at være tykfobisk.
Nu er hun igen begyndt at lægge historier op. Ærlige historier om, hvordan det er at være hende – for hun er stadig den samme, bare i en krop under forandring.
Hun har meldt sig ud af det tykaktivistiske fællesskab på nettet, men synes stadig, at sagen er vigtig.
»Jeg har ikke lyst til at blive proppet i en særlig kasse. Jeg har ikke lyst til at være tykaktivist eller kropspositivist, jeg har bare lyst til at være mig – og at det er godt nok.«
B.T. har kontaktet flere tykaktivister, men desværre er ingen af dem vendt tilbage.
