Markus Hvass flyttede til Højby for at få ro og fred, men fik i stedet minigolf og hotdogs.
Selvom han er svært utilfreds med minigolfbanen på nabogrunden, var den allerede godkendt til industri, inden han flyttede til. Og han ville faktisk hellere have industri end minigolf, siger Markus Hvass.
Hør Markus fortælle hvorfor i videoen herunder:
Du skal næsten have levet under en sten, hvis du de seneste uger ikke har hørt om TV 2 dokumentaren 'Naboen fra helvede'.
Her ser vi tilflytteren Markus Hvass, og iværksætteren, Simon Larsen, der kommer i strid om den minigolfbane, som Simon Larsen har påført på grunden imellem dem.
Ifølge B.T.s research viser det sig, at MinigolfParkens grund var godkendt til tung industri allerede inden Markus Hvass flyttede til.
Et faktum som tilflytteren, Markus Hvass, var bekendt med, inden han købte sit hus ved siden af.
»Vi havde ikke i vores vildeste fantasi troet, at der ville komme det, der er kommet derovre,« siger Markus Hvass til B.T.
Han var indforstået med, at der ville komme en virksomhed på den anden side af vejen, som kunne støje i dagtimerne. Men han var ikke klar på, at det blev en minigolfbane.

»Hvis det var industri, og der var maskiner, så var de i en hal, der dæmper støjen, og der er regler for, hvornår det må støje. Nu må de støje udendørs fra morgen til aften,« siger han.
Efter Markus Hvass købte sit hus, fik Simon Larsen nemlig omkategoriseret grunden, så godkendelsen blev ændret fra tung industri til rekreativt område.
Det betyder, at der på grunden nu må være grønne arealer som parker, grønne anlæg eller en minigolfbane.
En tilladelse som bekræftes i et Facebook-opslag fra Odsherred Kommunes borgmester, Karina Vincentz.

Alt det forgik, inden han byggede minigolfbanen, som han byggede med tilladelse fra kommunen.
Markus Hvass kritiserer omdannelsen til rekreativt område, fordi der mangler regler for, hvor længe der må være støj.
Som det ser ud nu har Simon Larsen alkoholbevilling og tilladelse til udeservering indtil klokken 23.
»Vi gør præcis det, vi må, fordi vi har søgt tilladelse til det ved kommunen,« siger Simon Larsen og forklarer, at det ikke har været nemt at få alle tilladelserne i hus.
»Det har kostet mange timer og rykkere til kommunen for at nå til det sted, som de er i dag,« siger han.
Alligevel er Markus Hvass ikke tilfreds med, at kommunen giver MinigolfParken tilladelse til at have gæster ud på aftenen.
Derfor mener han, at han sagtens kan tillade sig at brokke sig, selvom han havde forventet et vist støjniveau, inden han købte huset.
