»Mr. James – en mystisk og velhavende verdensmand.«

Sådan lyder det, da Mads Brügger i sin nye dokumentar 'Muldvarpen – undercover i Nordkorea' introducerer den person, som han har hyret til at spille en lyssky oliemilliardær, der vil investere over 50 millioner euro i verdens mest lukkede land.

»I virkeligheden er Mr. James en forhenværende infanterist i Fremmedlegionen, men han skiftede soldaterlivet ud med en karriere som jetsetkokainpusher i København,« siger Mads Brügger i dokumentaren.

»Men til sidst blev han fanget, sad otte år i fængsel og lever i dag et liv som en lovlydig forretningsmand,« fortsætter han uden at give yderligere detaljer om Mr. James' kriminelle fortid.

Billede fra dokumentarern, hvor Jim Mehdi Latrache ifører sig sin skjulte mikrofon i forbindelse med sin rolle som Mr. James.
Billede fra dokumentarern, hvor Jim Mehdi Latrache ifører sig sin skjulte mikrofon i forbindelse med sin rolle som Mr. James. Foto: DR
Vis mere

Det er ellers noget af en fortid, Mads Brüggers falske investor har.

Den danske mand, der i virkeligheden hedder Jim Mehdi Latrache og er 48 år gammel, blev landskendt i forbindelse med Rigmor Zobels kokainsag i 2010.

Her blev jetsetdronningen idømt en bøde på 20.000 kroner for at have modtaget et gram kokain seks gange.

Efterforskningen førte få måneder senere til, at leverandøren af stofferne blev sendt otte år bag tremmer. En leverandør, der hedder Jim Mehdi Latrache, og som altså i dag kan ses infiltrere Nordkorea som oliemilliardær i Mads Brüggers anmelderroste dokumentar.

Rigmor Zobel: 'Min sjælesørger'

»Hvis du så, hvordan jeg levede mit liv dengang, ville du være rimelig fucking overrasket. Det var meget lidt, som du har set i film. Mine kunder var politikere, journalister, skuespillere og musikere. Jeg arbejdede altid i jakkesæt og havde en meget lidt 'gangster'-livsstil,« siger Jim Mehdi Latrache til DR om sin fortid.

I fængselsdommen fra 2010 indrømmede den dengang 37-årige jetsetpusher, at han havde næsten et kilo kokain liggende hos en ven på Nørrebro.

Han blev dømt for at have solgt en mindre mængde af det forbudte stof videre, men han nægtede hele vejen igennem at have solgt til Rigmor Zobel, selv om politiet udpegede ham som hendes faste leverandør.

Rigmor Zobel selv afviste også at have købt kokain af Jim Mehdi Latrache. Hun beskrev ham – ifølge Ritzau – i stedet som en 'sjælesørger', der tog sig af hende, når der var knas i ægteskabet.

Jim Mehdi Latrache har to fængselsdomme på i alt 13,5 år bag sig for salg af kokain. Han har afsonet otte år i alt.
Jim Mehdi Latrache har to fængselsdomme på i alt 13,5 år bag sig for salg af kokain. Han har afsonet otte år i alt. Foto: DR
Vis mere

Normalt ligger strafferammen for besiddelse af et kilo kokain på mellem fire til fem års fængsel, og derfor var det en opsigtsvækkende hård dom for Jim Mehdi Latrache at skulle ruske tremmer i otte år.

Det skyldes, at det ikke var første gang, at han var involveret i en narkosag. Han blev nemlig allerede i 2007 dømt for at være i besiddelse af 1,6 kilo kokain, hvilket han modtog en dom på fem år for.

Han blev prøveløsladt i 2009, men så gik der altså ikke mere end et par måneder, før politiet atter en gang fangede ham på fersk gerning i forbindelse med deres efterforskning i Zobel-sagen.

Jim Mehdi Latrache sagde dengang i retten, at han blev nødt til at arbejde som narkokurér, fordi han efter sin løsladelse var blevet kontaktet af en kreditor, som ville opkræve en gammel gæld på 85.000 kroner.

»Lad mig sige det sådan her... Der var ikke så meget at diskutere,« sagde Latrache dengang i retten.

Han havde angiveligt en liste på fire til fem personer, som han jævnligt leverede kokain til.

Han nægtede at opgive navnene, men afviste altså – trods politiets oplysninger – at Rigmor Zobel var én dem.