19 minutter tog det. 19 intense minutter, hvor fem budgivere – heraf fire over telefonen – konstant overbød hinanden. For hvert bud blev øjenbrynene trukket længere og længere op i panden på alle i auktionssalen. Kollektive gisp fyldte rummet. Til sidst faldt hammeren.

»Værket er solgt. Til et bud på 400 millioner dollar,« lød det fra auktionarius.

Til bragende klapsalver blev der i 2017 skrevet historie i det eksklusive auktionshus Christie's, som netop havde solgt, hvad der fortsat er verdens dyreste maleri.

'Salvator Mundi' – 'Verdens frelser' – af Leonardo da Vinci. Eller?

For lige siden det ukendte værk ved et tilfælde dukkede op i 2005, har kunstverdenen været delt i to. I dem, der hårdnakket insisterer på, at værket er af den nok største af de største, og dem, der stiller lige så mange spørgsmål ved det.

Nu forsøger en ny dansk dokumentarfilm at komme til bunds i mysteriet om verdens dyreste maleri. 'The Lost Leonardo' har netop fået premiere.

»Det er ren kejserens nye klæder,« som filmens instruktør, Andreas Koefoed, til engelske The Guardian har kaldt den verden, der afdækkes i filmen.

Med et hammerslag på 400 millioner dollar er 'Salvator Mundi' verdens dyreste værk.
Med et hammerslag på 400 millioner dollar er 'Salvator Mundi' verdens dyreste værk. Foto: TIMOTHY A. CLARY
Vis mere

En verden, som ifølge Berlingskes anmelder vrimler med 'en lusket museumsinspektør, en shady schweizisk kunsthandler, en russisk oligark, den franske præsident, CIA, FBI, nå ja, og den saudiske kronprins selvfølgelig'.

Det var angivelig sidstnævnte, der købte værket for 400 millioner dollar. Plus 50 i afgifter. 2,8 milliarder kroner svarer det til. Ham vender vi tilbage til.

1.175 dollar var hammerslaget, da historien om 'Salvator Mundi' tog sin begyndelse i et auktionshus i New Orleans. Køber var en lidt spekulativ kunsthandler fra New York.

Maleriet – som hidtil havde været tilskrevet en af Leonardo da Vincis elever – var i en horribel stand og blev derfor overdraget til en anerkendt restaurator. Og her begynder mysteriet for alvor.

Jo mere restauratoren rensede værket, jo mere overbevist blev hun om, at det var mesteren selv, der havde ført penslen. Hvilket var noget af en sensation, da kun 15 kendte værker hidtil er blevet tilskrevet da Vinci.

»Kun Leonardo kunne have malet det,« siger hun ifølge Politiken i filmen.

Hendes mavefornemmelse var ikke desto mindre nok til at få bolden til at rulle i hele kunstverdenen, og snart landede 'Salvator Mundi' på National Gallery i London og indgik i en stor Leonardo da Vinci-udstilling.

Flere eksperter havde forinden kortvarigt kigget på værket og godt nok givet udtryk for, at de ikke kunne afvise, at det var mesterens eget. Men en grundig undersøgelse fik de ikke mulighed for at gennemføre.

Værket blev officielt stemplet som et originalt Leonardo da Vinci. Og interessen for det eksploderede. Ligesom prisen.

I 2013 betalte en russisk oligark således gladeligt 127 millioner dollar for det.

Glæden blev dog kort, da han erfarede, at han var blevet grundigt snydt af sin schweiziske kunstrådgiver.

Det viste sig, at kunstrådgiveren havde købt værket for 83 millioner dollar ved et privat salg dagen før. Og altså videresolgt det til sin arbejdsgiver med en fortjeneste på 44 millioner dollar.

En praksis, der tilmed viste sig, at rådgiveren havde benyttet i forhold til hele oligarkens omfattende kunstsamling. Hvorved han havde snydt ham for en milliard dollar.

Det fik i 2017 oligarken til i raseri at sætte hele sin samling – inklusive 'Salvator Mundi' – til salg gennem det ansete auktionshus Christie's, for hvem det lykkedes at orkestrere en salgskampagne, der altså fik prisen til at eksplodere. Igen.

Så da værket 15. november 2017 kom under hammeren, blev det solgt på et hammerslag på 400 millioner dollar. Plus afgifter.

Siden har ingen set det.

Det var angivelig den saudiske kronprins, Mohammed bin Salman, der købte maleriet for 400 millioner dollar.
Det var angivelig den saudiske kronprins, Mohammed bin Salman, der købte maleriet for 400 millioner dollar. Foto: BANDAR AL-JALOUD
Vis mere

New York Times har beskrevet salget i adskillige artikler og er ikke i tvivl om, at manden med den store check var den kontroversielle saudiske kronprins, Mohammed bin Salman, ligesom det ifølge deres kilder forlyder, at værket befinder sig på hans superyacht.

Og så længe det befinder sig der, får verden aldrig afklaret, om 'Salvator Mundi' er et ægte Leonardo da Vinci-værk.

Men som dokumentarens instruktør, Andreas Koefoed, skriver i filmens pressemateriale, er mysteriet større end bare det:

»Et ødelagt maleri opdages ved et tilfælde efter at have tilbragt århundreder i glemsel. Det tages ud af mørket og tilbedes under stort offentligt hysteri som et mesterværk af guddommelig skønhed, malet af den ypperste kunstner nogensinde.«

»Men da maleriet er på sit højeste, bliver det anklaget for at være falsk, og de folk, der fandt det, hængt ud som svindlere og forfalskere. Snart viser det sig dog, at det snarere er verden omkring maleriet, der er falsk og fortabt i et spil om magt og penge.«