Efter seks års pause fra tv-skærmen vender den kendte tv-vært Morten Resen tilbage.

Det sker i en ny podcast på DR, der er en udløber af tv-programmet 'Løvens Hule'.

Podcasten får navnet 'I kløerne på', og her vil Morten Resen hver uge nørde iværksætteri sammen med 'løverne' Anne Stampe Olesen, Christian Arnstedt, Louise Herping Ellegaard, Jesper Buch samt andre, oplyser DR i en pressemeddelelse.

Og selvom Morten Resen er en erfaren rotte i faget med sine ni år som morgenvært på TV 2 og inden da otte år som radiovært på DRs P3, så har han alligevel sommerfugle i maven forud for premieren på den nye podcast, fortæller han til B.T.

Morten Resen skal være podcastvært.
Morten Resen skal være podcastvært. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Jeg har det faktisk lidt blandet med det. På den ene måde glæder jeg mig, men jeg blev ret nervøs i går. Og det er mærkelig, for det plejer jeg ikke at blive. Jeg har jo lavet noget, der ligner i rigtig mange år,« lyder det fra 44-årige Resen dagen inden, at podcasten torsdag får premiere.

Nervøsiteten skyldes, at Resen ikke har været tv- eller radiovært, siden han i 2016 sagde sit job op på TV2’s 'Go' morgen Danmark'.

Han ville have mere tid til sine børn og valgte i stedet et liv som selvstændig. Og det er netop årsagen til, at han valgte at takke ja til værtsrollen på den nye podcast.

»Jeg har sådan set sagt nej til alt muligt og umuligt, som havde noget som helst med en værtsagtig roller og chefting at gøre. Jeg synes ligesom, jeg var færdig. Jeg havde været der og lavet, det der var sjovt,« siger han.

Morten Resen, da han var vært på DR's P3.
Morten Resen, da han var vært på DR's P3. Foto: Jørgen Jessen
Vis mere

Når han sagde ja til den nye podcast, var det fordi den netop handlede om iværksætteri:

»Jeg elsker selv 'Løvens Hule' på godt og ondt, og en podcast om iværksætteri, det passede lige på mig,« siger Resen, der gerne vil italesætte, at iværksætterlivet ikke bare er som det ser ud i 'Løvens Hule', hvor det mest virker som en 'ja og nej proces'.

»Jeg troede, at når man fik den der investering, som man havde set i fjernsynet, så var det bare derud af, men sådan var det overhovedet ikke. Da jeg fik en investor og pengene stod der, så tænkte jeg 'fuck mand. Nu har jeg ansvaret for de der penge',« siger han og fortæller om søvnløse nætter, hvor  han har spekuleret over, hvordan han bedst kunne gøre brug af investeringen.

Det er virksomheden GoLittle, der har til formål at gøre livet lettere for børnefamilier, som Resen stiftede, efter han kvittede jobbet som morgenvært, og en af investorerne i hans app er netop en af 'løverne' fra 'Løvens Hule', nemlig Just Eat-mangemillionæren Jesper Buch.

Morten Resen har lavet sin egen app.
Morten Resen har lavet sin egen app. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

GoLittle har lavet en app med gode ideer til steder og oplevelser rundt om i landet for børnefamilier. Desuden har han lavet madplan-app, så familier kan planlægge ugens måltider og bestille varer, der bliver leveret til døren.

Men selv om det selvstændige liv har givet ham mere tid til børnene Sofia på 10 år og Emil på 13 år, så er der også en bagside til livet som iværksætter.

Og det vil han også gerne sætte fokus på i den nye podcast:

»Jeg vil gerne italesætte, at det ikke kun er opture, men at der også er mange nedture. Også hos investorerne. Og det kommer vi til at tale om,« siger han og fortæller, at livet som iværksætter også byder på, at man laver fejl, at ting kan gå skævt og nogle gange stress.

For hans eget vedkommende har det ført til en masse arbejde på andre tidspunkter – for eksempel om aftenen, eller i bilen på vej på ferie, hvor han har arbejdet fra passagersædet.

Fortryder du nogensinde, at du stoppede som morgenvært?

»Jeg har haft lyst til lønnen og pensionen og den tvungne ferie og kaffemaskinen, og at firmaet betalte for varmen i radiatoren. Men jeg har ikke savnet jobbet ét sekund. Det var det bedste job, jeg havde haft ind til da. Men jeg var også bare helt underligt færdig med det«, siger Resen.

Podcasten  'I kløerne på' udkommer første gang torsdag, og der vil i alt udkomme ni afsnit.