»Jeg savner hende ad helvede det, og jeg synes, det er urimeligt, at vi skal spise hver for sig i aften,« fortæller Morten Stokholm om sin tv-hustru, Mette Kragh Nielsen.

Det er ikke, fordi 'Gift ved første blik'-parret er gået fra hinanden, siden de i sæsonafslutningen – som er optaget i juni – afslørede, at de havde besluttet sig for at forblive gift.

De bor bare ikke sammen. Og det er hårdt, når man endelig er begyndt at blive nyforelsket, fortæller Morten Stokholm.

»Faktisk nåede vi til et punkt under optagelserne, hvor vi tænkte, om vi egentlig sprang nyforelskelsen over, fordi det hele var så ekstremt. Men da kameraerne slukkede, kom det. Så fik jeg en summen i maven, når vi ikke havde set hinanden i nogle dage, og når jeg gik og glædede mig til, hun kom. Det har nok været længere undervejs, fordi der kom sure underbukser ind i forholdet meget hurtigt,« griner han.

Morten og Mette.
Morten og Mette. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Men hun betyder så meget for mig, og jeg synes, hun er mega fræk, mega lækker og på mange måder er god til at bekræfte mig. Og det er faktisk synd, at hendes bløde værdier ikke fik lov at komme med på fjernsyn.«

Her hentyder Morten Stokholm til de mange diskussioner om, hvorvidt han støjer mere end gennemsnittet eller er sjusket med rengøringen. Et emne, der blev taget op i flere afsnit.

Det er Mette Kragh Nielsen også lidt ked af, fortæller hun. Hun ærgrer sig over, at man ikke havde taget de klip med, hvor de besøger venner og familie, flyver i luftballon, tager på spa-ophold og generelt hygger sig i hinandens behagelige selskab.

»Hvis vores diskussioner fyldte så meget, som de gør i programmet, så var jeg jo smuttet for længst,« siger hun med et smil.

Morten og Mette.
Morten og Mette. Foto: Privatfoto
Vis mere

Selvom det ikke umiddelbart virker sådan i 'Gift ved første blik', så var hun faktisk aldrig i tvivl om, at Morten Stokholm var den helt rigtige for hende. Derfor vidste parret lang tid i forvejen, at de ville sige ja, når programmets psykolog og parterapeut i sæsonafslutningen ville spørge, om de ville forblive gift.

Alligevel blev hun godt og grundigt overrasket over Morten Stokholms svar. I stedet for bare at sige 'ja', gik den 47-årige selvstændige fra Søborg nemlig på knæ og hev en smuk ring op af lommen.

»Vi havde snakket om, hvorvidt vi skulle blive skilt, men forblive kærester, men i løbet af weekenden op til blev jeg bare mere og mere klar over, at jeg ville sige ja med en ring. Mette havde ikke været gift før og oplevet et frieri på den måde, og det havde hun fortjent,« siger Morten Stokholm.

Mette Kragh Nielsen fortæller, at hun blev så overvældet af Morten Stokholms uventede overraskelse, at hun efterfølgende ikke helt kunne huske, hvad Morten nøjagtigt havde sagt og spurgt om, og hvad hun derfor helt præcist havde svaret ja til.

»Jeg kunne ikke finde ud af, om han lige havde friet til mig. Så grinede Morten og sagde, at han faktisk heller ikke kunne huske det. 'Lad os se, hvad de viser i fjernsynet. Så finder vi ud af, om jeg kom til at fri til dig'. For vi var begge ret enige om, at det ikke handlede om at blive gift igen,« siger den 43-årige koordinator fra Ballerup.

Ringen skal nemlig mest ses som et symbol på, at de aktivt har valgt hinanden til denne gang. Den er ikke et udtryk for, at de ønsker et 'rigtigt bryllup' som supplement til deres konstruerede tv-bryllup.

I august holdt de i stedet en 'efterbryllupsfest' for deres bryllupsgæster, men også for dem, som ikke havde været med til brylluppet af pladshensyn, eller fordi de ikke ønskede at blive filmet.

Festen blev holdt hjemme hos Morten Stokholm i Søborg, hvor han bor til daglig, mens Mette Kragh Nielsen fortsat bor i sin lejlighed i Ballerup.

Mette Kragh Nielsen og Morten Stokholm.
Mette Kragh Nielsen og Morten Stokholm. Foto: Snowman Productions
Vis mere

»Vi har begge teenagebørn, og jeg har min ekskone i nærheden, så jeg havde på forhånd fortalt eksperterne, at jeg ikke var flytbar, og det har Mette det heldigvis fint med. Vi er også mega privilegerede i forhold til Pernille og Michael, at vi kun bor 12 kilometer fra hinanden,« siger Morten Stokholm og tilføjer:

»Og så er det også tidligt at flytte sammen efter fem måneder. Det har jeg jo heller ikke gjort med andre kærester.«

Begge er dog enige om, at tv-eksperimentet lykkedes til fulde. Mette Kragh Nielsen havde egentlig sat barren lavt for ikke at blive skuffet, så hun gik ind i programmet med en forventning om at blive klogere på sig selv og sine mønstre.

»Og så kunne det bare være en bonus, hvis de også fandt mig et match. Og nu står jeg her, hvor jeg har fået lov til at reflektere, kigge indad og mærke mig selv, men også har fået en dejlig mand som bonus oveni, så jeg klager bestemt ikke,« smiler hun.