Morten Kjeldgaard har altid været helt sikker på, at han ikke ville have børn. Det var faktisk ikke til diskussion.

Men så mødte han Frederik Haun, som ret tidligt i deres forhold fortalte, at han med hundrede procents sikkerhed skulle have børn en dag.

»Så ved jeg jo også godt, at det betyder, at det ikke er sikkert, vi kan fortsætte med at være sammen,« siger Morten Kjeldgaard, der mødte den 'Bagedyst'-aktuelle ejendomsmægler for tre år siden.

Det er bestemt ikke, fordi Morten Kjeldgaard ikke kan lide børn. Han er gudfar til en venindes børn, som han forguder i rollen som 'onkel Morten'.

Morten Kjeldgaard og Frederik Haun fotograferet i 'Vild med dans'-studiet efter seneste liveshow.
Morten Kjeldgaard og Frederik Haun fotograferet i 'Vild med dans'-studiet efter seneste liveshow. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

»Jeg tror simpelthen bare, at det sidder i mig, at det ikke er naturligt, at to mænd får børn,« siger han og erkender, at det også er mærkeligt for ham at tænke sådan.

Men da Morten Kjeldgaard fortæller historien i onsdagens udgave af 'Til middag hos', har han også netop fortalt sine middagsgæster, hvor svært det var at springe ud som homoseksuel, da han var 20.

Fordi hans mor både var trist, chokeret og fuld af selvbebrejdelse, da hun fandt ud af, at hun havde opfostret en homoseksuel søn. Hun endte sågar med at foreslå ham, at han opsøgte nogen, der kunne 'kurere' hans homoseksualitet.

»Og det lyder virkelig voldsomt, nu, hvor jeg sidder og siger det her, men man skal også tænke på, at mine forældre bare har haft en kæmpe uvished om det at være homoseksuel. For de kendte ikke nogen homoseksuelle. De har ikke været oplyst omkring det,« siger Morten Kjeldgaard, der i dag har et tæt og godt forhold til moderen, som også har accepteret hans seksualitet.

Morten Kjeldgaard har i programmet besøg af skuespiller og keramiker Laura Drasbæk, politiker Rosa Lund og MMA-kæmper Nicolas Dalby.
Morten Kjeldgaard har i programmet besøg af skuespiller og keramiker Laura Drasbæk, politiker Rosa Lund og MMA-kæmper Nicolas Dalby. Foto: TV3
Vis mere

»Jeg har også været nervøs for at bringe et barn til verden, som får det hårdere, end det behøver. På den måde stoler jeg ikke hundrede procent på verden endnu til, at mit barn godt kunne få det svært,« siger Morten Kjeldgaard, der dog så småt er begyndt at ændre holdning.

»Lige nu kan jeg ærligt sige, at jeg er tættere på at ville have børn end nogensinde.«