Morten Thomsen er den heldige fyr, der blev valgt til en date i det fjerde afsnit af 'Date mig nøgen'. Det kom der dog ikke noget forhold ud af.

»Hun er ikke helt min type, som jeg vist også fik sagt i programmet,« forklarer han.

Optagelserne fra daten kunne ellers tyde på, at der var sød musik mellem de to deltagere.

»Vi skal faktisk på det samme hotel og sove - dig og mig,« siger Lene Stockholm, der valgte Morten. De to giver også hinanden et kys, inden de forlader cocktailbaren, der danner ramme om stævnemødet.

Det var Lene Stockholm, der skulle vælge imellem fem splitternøgne singlefyre i fjerde afsnit af 'Date mig nøgen'.
Det var Lene Stockholm, der skulle vælge imellem fem splitternøgne singlefyre i fjerde afsnit af 'Date mig nøgen'.
Vis mere

Men Morten Thomsen mener dog ikke, at parret har en fremtid sammen, da de to er meget forskellige steder i deres liv.

Han forklarer, at han er studerende, hvor hans kvindelige meddeltager er mor til teenagebørn.

Stockholm er seks år ældre end Morten Thomsen. Hun virker dog til at være klar på at tage deres relation i hvert fald et stykke videre, men det bliver afvist i aftenens program.

»Jeg er nok for vild til Morten,« siger Lene Stockholm med et smil, da de to bliver interviewet noget tid efter daten.

Morten Thomsen forklarer, at selvom han ender med at sige, at Stockhom ikke er hans type, så vidste han det ikke fra starten af.

»Vi fik jo snakket lidt og lært hinanden bedre at kende, og hun er jo en flot kvinde,« siger han. Grunden til de alligevel endte med at kysse trods forskelligheder, var den gode kemi de havde.

Han fortæller, at de begge var trætte, da daten skulle fanges på kamera. Der havde de været på i 'spotlightet' hele dagen og glædede sig til, at kunne være lidt mere sig selv.

»Man er jo 'på' på en anden måde, når man har kameraer i ryggen.«

Thomsen fortryder dog ikke, at han har medvirket.

»Jamen, jeg synes, det har været super spændende. Det har været en rigtig god oplevelse at være med i programmet.«

Han meldte sig oprindeligt som deltager, fordi han synes, programmet 'Date mig nøgen' er et fint opgør med en perfekthedskultur, og han har også fået mange positive reaktioner.

Morten Thomsen vil ikke oplyse, hvorvidt der skete mere end kys på hotellet, men siger, at de 'hyggede' sig.