»Jeg skal da lige love for, at det efterfølgende stak fuldstændig af. Min telefon var rødglødende af medier, der gerne ville tale med mig om det her.«

Sådan siger Morten Stokholm, efter han var alvor kom i vælten sidste torsdag.

Hver torsdag her på bt.dk bringer vi en videodagbog fra 'Gift ved første blik'-deltageren, hvor han ser tilbage på den forgangne uge som tv-stjerne.

Og den har været voldsom, efter at den 46-årige selvstændige fra Søborg pludselig valgte at hive en samtykkeerklæring frem under bryllupsrejsen med sin hustru, Mette Kragh Nielsen, for at få hende til at tilkendegive, hvad hun er til rent seksuelt, og hvilke grænser hun har.

Morten Stokholm har efterfølgende fortalt, at kontrakten mest var ment som 'gak og løjer'. Med et strejf af alvor.

Han har efterfølgende fortalt, at det var for at sætte fokus på grænser på en humoristisk måde.

»Der er jo ingen mennesker, der ville hive sådan en samtykkeerklæring frem. Men samtalen er vigtig. Grænser er vigtige,« sagde 'Gift ved første blik'-deltageren, der ville ønske, at vi var bedre til at tale åbent om grænser, og som derfor ville skabe debat med sin samtykkeerklæring.

Og det må man sige, han gjorde.

Som Morten Stokholm fortæller i videodagbogen over artiklen, så har han været hele mediemøllen rundt den seneste uge for at forklare og forsvare sit valg i både radio, tv og på nettet.

»Jeg er blevet kaldt alt fra 'megamodig' og 'pioner' til 'liderbasse'. Og det må jeg tage med. Det vigtige er, at jeg er mig selv,« siger han.

Han glæder sig over, at medierne har taget emnet op og behandlet det alvorligt. Til gengæld ærgrer han sig over, hvordan det er stukket af på de sociale medier, hvor der ikke er 'tid og mulighed for at uddybe og forklare'.

»I det afsnit, I lige har set, får man så hele afslutningen på den her snak. Det bliver spændende at se, om det fortsætter, eller om det simpelthen var en storm i et glas vand.«

Se ugens videodagbog over artiklen, og følg med de kommende torsdage her på bt.dk.