Målet med deltagelsen i programmet var at blive far, inden han fylder 30 til næste år, og nu går den drøm i opfyldelse.

I sidste sæson af ‘Landmand søger kærlighed’ mødtes Thomas og Nicoline Bertram for rullende kameraer, og de faldt pladask for hinanden.

Siden er det gået stærkt for det forelskede par.

Allerede i slutningen af programmet bad Thomas Nicoline om at flytte ind til sig på gården, i december friede han, 25. maj måned blev de gift præcis et år og tre dage efter, de mødtes første gang, og nu skal de være forældre.

Det afslører de i ‘Landmand søger kærlighed – ekstra’ som blev sendt efter premiere-programmet i går.

Her viste de rundt i deres hus, som Nicoline har fået indrettet, så man også kan se, at der bor en kvinde i huset, og man kom blandt andet forbi et børneværelse. Efterfølgende spørger Lene Beier parret, om børn er næste skridt.

»Det er på vej,« lyder det tørt fra Thomas, hvorefter den chokerede vært spørger, om Nicoline er gravid.

»Ja,« lyder det med et grin, hvorefter de afslører, at Nicoline blev gravid kort inden brylluppet, og på bare et år er Thomas’ helt store ønske om at finde kærligheden og få en familie gået i opfyldelse.

Deres kommende søn eller datter kommer til verden i begyndelsen af det nye år, og Nicoline er altså nu lidt over 4 måneder henne i sin graviditet.

Da vi mødte Thomas og Nicoline til Reality Awards tilbage i januar, fortalte Thomas, at han havde friet til Nicoline, fordi det var det, der skulle til, før hun ville starte en familie, og den plan gav altså pote for den forelskede landmand.

I programmet var han da også meget klar i mælet om, at han ville have børn, inden han fylder 30, hvilket sker d. 2. marts i 2020 – et par måneder efter, han bliver far for første gang.

Artiklen blev bragt i samarbejde med Realityportalen.dk