'En tre timer lang rundvisning i helvede.'

Sådan beskriver The Guardian den tjekkisk-slovakiske film 'The Painted Bird', som fik folk til at udvandre i chok over de voldsomme scener, der tirsdag blev vist på det store lærred under filmfestivalen i Venedig.

'The Painted Bird' er en filmatisering af Jerzy Kosinskis romanbiografi ’Den bemalede fugl’ fra 1965, der beskriver forfatterens egen barndom i Polen under 2. verdenskrig.

De voldsomme scener inkluderer blandt andet pædofili, dyr, som bliver brændt levende, og en gårdskarl, der får øjnene stukket ud med en gaffel, fordi han kigger lidt for betaget på husets frue.

Den svenske skuespiller Stellan Skarsgard spiller med i filmen 'The Painted Bird'. Han ses her til filmfestivalen i Venedig.
Den svenske skuespiller Stellan Skarsgard spiller med i filmen 'The Painted Bird'. Han ses her til filmfestivalen i Venedig. Foto: ALBERTO PIZZOLI
Vis mere

Derudover kan man i filmen se en kvinde få mast - og derefter knust - en vodkaflaske i skridtet, fordi de lokale bondekoner mener, at kvinden er lige lovlig glad for sex.

Ifølge det britiske medie var omkring halvdelen af publikum udvandret, da filmen sluttede på festivalen.

Det samme skriver Politiken:

'At ’The Painted Bird’ er en stilsikker sort-hvid film, forhindrede ikke folk i at udvandre i stribevis på gummiben, efterhånden som de brutale perversioner hobede sig op i løbet af filmens små tre timer.'

Den tyske skuespiller Udo Kier spiller med i filmen 'The Painted Bird'. Han ses her til filmfestivalen i Venedig.
Den tyske skuespiller Udo Kier spiller med i filmen 'The Painted Bird'. Han ses her til filmfestivalen i Venedig. Foto: ALBERTO PIZZOLI
Vis mere

Hovedpersonen i filmen er en navnløs sigøjnerdreng, som med egne øjne ser flere af de modbydelige forbrydelser, der blev begået under 2. verdenskrig.

Og det, han vidner, er altså ikke for sarte sjæle.

»Jeg er glad for, at jeg har set den, men jeg håber virkelig, at jeg aldrig kommer til at se den igen,« lyder dommen fra The Guardians anmelder, som giver filmen fem stjerner.

Stellan Skarsgård, Harvey Keitel og Udo Kier er blandt de største stjerner i filmen, som du kan se en teaser fra øverst oppe.