'Gift ved første blik'-parret Christina Arenholt Nielsen og Michael Sommer har haft sæsonens mest forvirrende forhold.

Det ene øjeblik har man tænkt, at eksperterne ikke kunne have fundet et bedre match. Det næste kunne man ikke forestille sig, at de nogensinde ville forblive gift, når de seks uger var gået.

Men som man så i torsdagens sæsonfinale af DR's datingprogram, valgte det unge par faktisk at blive i ægteskabet.

Siden er det dog gået galt. Igen. Parret er stadig gift. Men de er også gået fra hinanden, afslører de.

Der har været både kriser og kærlighed mellem Michael og Christina i 'Gift ved første blik'.
Der har været både kriser og kærlighed mellem Michael og Christina i 'Gift ved første blik'. Foto: Snowman Productions ApS
Vis mere

'Christina og jeg er gået fra hinanden. Vi er stadig gift og taler sammen. Men vi ved ikke, hvad der kommer til at ske i fremtiden,' skriver Michael Sommer i en e-mail til B.T.

Parret har ikke ønsket at stille op til interview, og i e-mailen svarer de ikke på, hvornår det gik galt imellem dem, eller hvad der præcis skete.

Til gengæld vil de gerne fortælle, hvorfor de ikke lod sig skille i torsdagens afsnit.

'Vi valgte jo at forblive gift, fordi vi mente, at der var noget at bygge videre på. Fordi vi holder af hinanden, og som jeg før har sagt, så kan jeg godt se, hvorfor vi er blevet matchet. Vi er rigtig gode sammen, når det går godt,' fortæller Michael Sommer.

Men det går som bekendt ikke altid godt for parret, der har haft et forhold præget af misforståelser og småskænderier.

'Måske gik det galt for os, fordi vi gik for hurtigt frem, vi misforstod hinanden meget, og jeg oplevede, at vi ofte var uenige om tingene. Jeg er selvfølgelig trist over, at vi ikke kan få det til fungere som par. Det er vi begge,' skriver Christina Arenholt Nielsen, som suppleres af sin mand:

'Ja, vores forhold har været fyldt med op- og nedture. Og vi har haft mange misforståelser, men vi har det også utrolig sjovt og er gode til at grine sammen. Derfor er det også svært, når vi ikke kan få det til at fungere,' siger Michael Sommer.

Af de fem par, der deltog i årets udgave af 'Gift ved første blik', valgte kun Christina Arenholt Nielsen og Michael Sommer samt Henriette Hansen og Claus Henriksen at forblive sammen.

De var stormende forelskede, da de mødte hinanden første gang ved brylluppet. Siden er det gået ned ad bakke. Og op. Og ned igen.
De var stormende forelskede, da de mødte hinanden første gang ved brylluppet. Siden er det gået ned ad bakke. Og op. Og ned igen. Foto: Nicolas Cosedis
Vis mere

Henriette og Claus blev siden skilt, men er stadig kærester.

At det forholdt sig direkte omvendt med Michael og Christina, som fortsat er gift, men ikke er kærester, har Christina Arenholt Nielsen et bud på:

'Michael og jeg har haft mange op- og nedture. Jeg er selv en person, der godt kan lide at have en god stabilitet, og der har Michael og jeg svært ved at finde hinanden,' skriver hun i e-mailen.

Parret fortæller ikke, hvorfor de ikke har ladet sig skille.