Michael Sommer har tænkt meget på, om det var for voldsomt, da han kyssede Christina Arenholdt Nielsen, lige efter de var blevet 'Gift ved første blik'.

»Følelserne løber af med en, og så er det først efter brylluppet, man tænker: 'Gik det for stærkt?' Jeg følte, det var rigtigt, da jeg gjorde det. Jeg følte mig virkelig forelsket i Christina, som om vi havde kendt hinanden i mange år.«

Alligevel er det ikke det, han fortryder. Det var derimod en lidt for kæk kommentar.

Torsdag aften blændede DR endnu en gang op for deres populære datingprogram 'Gift ved første blik', hvor 10 singler matches af eksperter og bliver lovformeligt gift uden at have mødt hinanden før. Og her blev 27-årige Michael Sommer til sin egen store begejstring gift med den to år yngre Christina Arenholdt Nielsen.

Foto: Nicolas Cosedis
Vis mere

»'Jackpot,' tænkte jeg, da jeg så hende,« siger han til B.T. og afslører, at han havde givet hende det maksimale antal point ved en attraktionstest forud for programmet.

Og der gik da heller ikke lang tid fra deres første møde, til at Michael Sommer erkendte, at han ikke kunne lade hende være og blev nødt til at kysse hende igen og igen.

»Jeg blev helt euforisk. Jeg blev rigtig glad for hende, men jeg følte også, jeg rendte rundt i en osteklokke hele aftenen. Det er lidt pinligt og lidt fjollet. Jeg kan sidde og tænke: 'Kunne jeg ikke have taget den lidt mere med ro?' Men sket er sket. Jeg går all in. Skal jeg giftes, så skal jeg fandeme giftes, og nu er jeg hendes mand,« siger han om vielsen, der fandt sted i foråret.

»Da jeg vågnede efter brylluppet, var jeg helt forvirret. Vi havde en vildt god aften, og alt var godt, men hvad tænker hun, når hun vågner? Vil hun dig stadig? Fortryder hun, at vi rendte rundt og kyssede? Kan jeg snakke med hende bagefter? Jeg nød festen, men ikke hundrede procent, for hvad ville der ske i morgen? Når jeg allerede var kommet tæt på hende, så var jeg bange for, at jeg skulle steppe helt tilbage og lære hende at kende fra bunden.«

I første afsnit ser man også Claus Henriksen, 33, og Henriette Hansen, 29, få papir på hinanden. Og også de vælger ret hurtigt at kysse hinanden til Michael Sommers store lettelse.

»Efter brylluppet snakkede vi om, at vi var sikre på, vi var de eneste, der havde kysset helt vildt. Men så var vi til forpremiere, hvor vi så, at de andre også kyssede. Så var det jo ikke så unormalt. Jeg følte ellers, vi var helt crazy,« griner Michael Sommer, der trods lettelsen fik noget andet at græmme sig over, da han så programmet.

»Der er en enkelt kommentar, hvor jeg siger, jeg har datet 300 på et år, som er lidt fjollet. Jeg er lidt hurtig nogle gange. Det er jo bare en metafor for, at jeg var træt af at date. Jeg fik slynget den ud, og så tænkte jeg bagefter: '300? Jeg kan jo slet ikke nå 300 på et år.' Jeg er slet ikke i nærheden. Jeg følte bare, det var mange. Jeg har måske datet én gang om ugen. 300 var lige i overkanten,« siger han.

»Det er også vildt at gå fra den ene yderlighed til den anden. Fra at være ungkarl til at være gift. Jeg har hele tiden villet finde en kæreste, men så er jeg bare gået og er fjollet lidt rundt. Det var derfor, jeg meldte mig til 'Gift ved første blik'. Jeg bliver ikke yngre, og jeg vil også gerne have børn, og det kan jo være, man kunne få det gennem programmet.«