»Jeg havde ellers svoret, at der ikke var noget, der skulle få mig til at tude på landsdækkende tv, men så skete det altså alligevel,« lyder det fra 'Gift ved første blik'-deltager Mette Blume.

Som man kunne se i ugens femte afsnit af DRs populære datingprogram, fik 59-årige Mette Blume på sin bryllupsrejse med tv-ægtemanden Steen Theill pludselig et opkald hjemmefra, der fik tårerne til at løbe.

Hendes elskede hund Gunnar var blevet syg og havde derfor været ved dyrlæge, lød meldingen.

Først tænkte Mette, at hendes veninde, som passede Gunnar, overreagerede, men da hun dagen efter fik at vide, at Gunnar efterfølgende var blevet indlagt på et dyrehospital, vidste hun straks, at det var alvorligt.

Mette og hendes hund Gunnar.
Mette og hendes hund Gunnar. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Han havde symptomer på noget, der muligvis kunne være hjernetumor. Det var jo rædselsfuldt at få at vide,« fortæller Mette, der i situationen befandt sig magtesløs flere tusind kilometer sydpå i den spanske ferieby Marbella.

»Jeg var jo presset i forvejen over at være af sted med en mand, jeg ikke kendte. Han havde aldrig haft en hund eller andre familiedyr i sit liv, så han forstod tilmed ikke min situation,« fortæller Mette og fortsætter:

»Derudover var det hårdt nok i sig selv hele tiden at have et kamera op i masken, så ja, jeg var presset.«

Selvom de befandt sig på bryllupsrejsens sidste dag, begyndte Mette straks at se efter en flybillet hjem til Danmark, men det gav ingen mening, fortæller hun videre:

Mette og Steen under deres bryllupsrejse i den spanske ferieby Marbella.
Mette og Steen under deres bryllupsrejse i den spanske ferieby Marbella. Foto: DR
Vis mere

»Jeg kunne få en flybillet og så være hjemme tre timer før planlagt, men det kostede 7.000 kroner, så det droppede jeg igen.«

Hun tilføjer:

»Men er du sindssyg, hvor ville jeg ellers give meget for at være hjemme hos Gunnar lige der.«

Det bliver afsløret i traileren for næste uges program, at det hele ender med, at Gunnar desværre dør.

Mettes hund Gunnar.
Mettes hund Gunnar. Foto: Privatfoto
Vis mere

Mette fortæller, at de efter planen kom sent hjem om natten fra deres bryllupsrejse, og næste formiddag tog hun straks på dyrehospitalet for at være hos Gunnar.

»Han blev så glad for at se mig. De havde givet ham noget beroligende, så han havde sovet fint om natten, men lægernes skøn var, at han ikke kunne reddes, og derfor blev han aflivet samme dag. Det er stadig hårdt at tænke på,« fortæller Mette, der altid har været omgivet af dyr.

»Jeg er jo en rigtig dyrenørd. Jeg har selv haft en gård og har haft både hunde, katte, heste, geder og grise,« forklarer hun og tilføjer:

»Jeg bliver altid ked af det, når jeg mister et dyr, men fordi jeg havde haft Gunnar i en periode uden hverken mand, børn, job eller andre hunde samtidig, tror jeg, det slår ekstra hårdt. Jeg har aldrig prøvet at blive ramt af et godstog på den måde.«

Mettes hund Gunnar.
Mettes hund Gunnar. Foto: Privatfoto
Vis mere

Gunnar, der var en blanding af pekingeser, dværgpuddel og dansk-svensk gårdhund, døde kort før sin ni-års fødselsdag.

'Gift ved første blik'-deltagerne får hver uge lov til at se ugens program, før det bliver sendt i tv, og for Mette var det ikke sjovt at få genopfrisket Gunnars død.

»Ja, jeg tudede sgu igen,« griner hun.

Hvad der herefter skete, da Mette og Steen kom hjem fra deres bryllupsrejse, må du vente med at se i de kommende afsnit af 'Gift ved første blik'.

Herunder kan du høre seneste afsnit af B.T.s podcast 'Det vi taler om':