Mikael Beck havde aldrig set 'Gift ved første blik', før han meldte sig til. Så han vidste faktisk ikke særlig meget om, hvad han havde kastet sig ud i.

Én ting vidste han dog. Alle parrene kommer på bryllupsrejse til udlandet, hvor man på neutral grund kan lære hinanden at kende, mens man udforsker et nyt sted på lige fod.

Derfor kom det som en overraskelse, da hans hustru, 33-årige Melissa Bredvig, få minutter efter deres vielse kunne sprænge en regulær bombe:

Bryllupsrejsen gik dog ikke sydpå. Den gik til Herning.

»Jeg var ikke skuffet over, at vi skulle til Herning. Men jeg var meget overrasket over det her tvist. Det kom bag på mig, og jeg tænkte, at det ville blive noget af en udfordring at skulle møde hele hendes familie, samtidig med at jeg skulle lære hende godt at kende,« siger Mikael Beck til B.T.

Melissa Bredvigs mor og bonusfar kunne sidste år fejre kobberbryllup, men på grund af coronapandemien måtte festlighederne udskydes. Og da hun senere blev udvalgt til at deltage i 'Gift ved første blik', viste det sig uheldigvis, at festen lå i den periode, hvor de fem par skulle på bryllupsrejse.

Så hun gav DR et ultimatum.

Enten skulle hun og hendes mystiske ægtemand have lov at nyde deres hvedebrødsdage med et kobberbryllup i Herning, eller også måtte de undvære hendes deltagelse i programmet.

»Ellers havde jeg takket pænt nej. Jeg vidste, hvor meget det betød for min familie, at jeg var der, og det ville jeg ikke gå på kompromis med.«

Til B.T. fortæller Mikael Beck, at han – efter at den første overraskelse over ikke at skulle udenlands havde lagt sig – blev bekymret for, om de ville kunne lære hinanden ordentligt at kende, når de var på hustruens hjemmebane.

Men det var Melissa Bredvig allerede opmærksom på.

»Jeg var meget på hele aftenen, fordi jeg også skulle tage mig af Mikael. Men det var mig, der havde sat ham i den situation, så jeg måtte også være et ordentligt menneske og tage mig af ham,« siger hun.

Melissa Bredvig med sin ægtemand, Mikael Beck.
Melissa Bredvig med sin ægtemand, Mikael Beck. Foto: Theis Mortensen
Vis mere

Helt på udebane var Mikael Beck dog ikke. For modsat Melissa Bredvig, som måtte tage fra hjembyen København til familien i Midtjylland, så bor han allerede i Jylland.

Derfor kom bryllupsdagens anden overraskelse, da hustruen fortalte om den store geografiske forskel.

»Jeg havde egentlig sagt, at min kommende partner ikke måtte bo mere end 60 kilometer væk, fordi jeg gerne ville se hende så meget som muligt i hverdagene og ikke kun i ferier og forlængede weekender. For ellers ville det blive svært at lære hinanden at kende i begyndelsen,« siger han.

Til gengæld blev ægteparret meget hurtigt enige om, at de matchede på alt andet end afstanden, så de kunne godt forstå, at de var blevet parret op.

Og så gav deres match Mikael Beck en mulighed for at lære København at kende på en helt ny måde.

»København var ikke et sted, jeg havde kendskab til. For mig var det et sted, jeg tog hen for at se en koncert, og så hjem igen. Så det var en fed oplevelse også at opleve København som et sted, man bor og har en dagligdag.«