'Anders Fogh er vinsmagningens svar på en 'dum blondine'.' 'Det kræver en høj promille at se Anders Foghs europæiske vineventyr til ende.'

Anmeldernes dom over Anders Fogh Rasmussens medvirken i DR 2-programmet 'Skål for Europa' er benhård. Men ifølge manden, der rejste Europa tyndt sammen med Fogh, er kritikken forfejlet.

Over 20 dage kørte journalist og vinekspert Morten Brink Iwersen rundt i Europa sammen med Anders Fogh Rasmussen for at smage på vin og diskutere politik med de lokale.

Men det slipper den tidligere statsminister og NATO-generalsekretær mildest talt ikke godt fra, ifølge Berlingskes anmelder Søren Frank og og Politikens ditto Johan Varning Bendtsen.

'Fogh virker ikke, som om han for alvor har lyst til at lytte til folk eller til at forstå vinens verden. Og selv om rejsemakkeren forsøger at engagere den tidligere toppolitiker, sidder man efter første afsnit tilbage med følelsen af, at højdepunkterne er der, hvor det går allermest galt. Og det er i bedste fald spild af dyrebare dråber,' skriver Johan Varning Bendtsen i anmeldelsen 'Det kræver en høj promille at se Anders Foghs europæiske vineventyr til ende'.

Ifølge Berlingskes mad- og vinanmelder Søren Frank optræder Anders Fogh Rasmussen som 'vinsmagningens svar på en 'dum blondine' på grund af sin uvidenhed.

'Generelt forekommer det dog at være op af bakke at lære den pensionerede statsmand at smage vin. Når Iwersen begejstret taler om duft af gule mirabeller og kvæder, fatter Fogh selv ikke med det betragtelige snudeskaft langt nede i hvidvinsglasset, hvad den yngre vinnørd har gang i,' skriver Søren Frank i sin anmeldelse.

Morten Brink Iwersen undrer sig over anmeldernes fokus.

Anders Fogh Rasmussen og Morten Brink Iwersen taler vin og politik på deres rejse gennem Europa i 'Skål for Europa' på DR 2.
Anders Fogh Rasmussen og Morten Brink Iwersen taler vin og politik på deres rejse gennem Europa i 'Skål for Europa' på DR 2. Foto: Debbie Kuhr/DR
Vis mere

»Jeg synes, det er ærgerligt, at Anders Fogh får på puklen for, at han ikke er vinkender. I min verden udviser han et kæmpe mod ved at sige ja til et program, hvor han i den grad kommer på udebane. Vi kender Anders Fogh Rasmussen som en kontrolfreak. Her kaster han sig faktisk ud i noget for ham helt nyt,« siger han.

Især undrer han sig over, at Politiken kritiserer 'Skål for Europa' efter tilsyneladende kun at have set ét af de seks programmer i serien.

»Der er en klar udvikling igennem programmerne. Fogh er ret blank i starten, men hans viden om vin bliver større og større,« siger Morten Brink Iwersen.

»Til sidst må jeg faktisk flere gange tage flasker fra ham, så han ikke sidder og googler etiketten og tilegner sig ekspertviden, før vi skal smage vinen,« tilføjer han med et grin.

Fogh smager på mousserende vin i England i 'Skål for Europa' på DR 2.
Fogh smager på mousserende vin i England i 'Skål for Europa' på DR 2. Foto: Debbie Kuhr/DR
Vis mere

I modsætning til anmelderne mener Morten Brink Iwersen, at det er en styrke i programmerne, at Fogh ikke er nogen bon vivant, men med Søren Franks ord nærmere 'vinsmagningens svar på en dum blondine'.

»Det er letkøbt at kalde Anders Fogh Rasmussen 'vinsmagningens dumme blondine'. Der er brug for en novice, som stiller de dumme spørgsmål. Ellers ville det blive så nørdet og teknisk, at de fleste seere ville falde af, siger han og tilføjer:

»I de politiske samtaler er det mig, der er 'den dumme blondine'. Den rolle påtager jeg mig gerne.«

Også denne del af 'Skål for Europa' får kritik af Berlingske og Politikens anmeldere. De mener, at Fogh er for meget i fokus og får for lidt modspil, fordi vinbønderne og lokalpolitikerne ikke har meget at byde ind med.

»Jeg synes, kritikken er forfejlet,« siger Morten Brink Iwersen.

»I de første programmer bruger vi tid på at få Foghs holdninger slået fast, og derefter kommer vinbønderne og lokalpolitikerne til at fylde klart mere,« tilføjer han.

Morten Brink Iwersen mener derimod at kombinationen af vin og politik skaber en ramme, som kan gøre Europa-politik interessant for almindelige mennesker og samtidig åbner nogle døre, som ellers ville være lukkede.

»Under vores besøg i Italien, har vi en uformel og god snak om politik over et glas vin med Romano Prodi (formand for Europa-Kommissionen fra 1999 til 2004 og tidligere italiensk premierminister, red.) hjemme i hans køkken. Den samtale havde været utænkeligt uden vin på bordet,« siger han.

Anders Fogh Rasmussen og Morten Brink Iwersen under et besøg hos greve Louis Michel Liger-Belair, der er en af verdens mest fashionable vinproducenter i 'Skål for Europa' på DR 2.
Anders Fogh Rasmussen og Morten Brink Iwersen under et besøg hos greve Louis Michel Liger-Belair, der er en af verdens mest fashionable vinproducenter i 'Skål for Europa' på DR 2. Foto: Debbie Kuhr/DR
Vis mere

Et andet eksempel er da Anders Fogh Rasmussen i den grad kommer på udebane under et pub-besøg i England.

»Der blev han virkelig udfordret på sine holdninger. Alle de andre gæster er glødende tilhængere af brexit. Fogh havde aldrig diskuteret politik i sådan et forum før,« siger Morten Brink Iwersen.

B.T. har kontaktet Anders Fogh Rasmussen for en kommentar. Han er endnu ikke vendt tilbage.

'Skål for Europa' bliver sendt på DR 2 mandag aften.

Foreløbig er tre af de seks udsendelser i serien blevet vist. Du kan også programmerne på dr.dk.