Det er sket flere gange, at Medina har været nødt til at anmelde en stalker. Folk har fløjet droner op til hendes vindue, sovet ved hendes lejlighed og krænket hendes privatliv på flere måder.

Nu sker det desværre igen. Den kvindelige stalker har hun anmeldt over 200 gange på halvandet år.

Det fortæller hun til vært Anders Breinholdt i podcasten 'Breinholdt taler med' på Podimo'.

Kvinden har også fået et polititilhold, hvilket betyder, at hun hverken må rejse ind i Danmark, da hun formentlig er fra Tyskland, eller på nogen måde forsøge at kontakte Medina.

Den nylige periode med stalking fik den 38-årige sangers mand, Malo Chapsal, til at hjælpe hende til en kriseterapeut.

»Hun brød ind i vores hjem, og der var meget voldsomme episoder omkring det. Jeg kom til en kriseterapeut efter det, fordi jeg lukkede ned. Jeg var ikke til at have en samtale med, jeg kunne ikke huske, jeg kunne ikke koncentrere mig,« siger hun i podcasten og fortsætter:

»Alt sagde bare luk, luk, luk. Det rev op i så meget andet fra tidligere.«

Medina går til terapi hos psykoterapeut og tidligere ansat i politiet, Michael Molin. Han kendte via sit arbejde i politiet til nogle af de tidligere sager.

En af dem daterer tilbage til 2015, hvor hun havde anmeldt en stalker, der blandt andet havde truet hende på livet.

»Jeg føler mig jo truet, når han opsøger mig i mit hjem. Og jeg forstår ikke, hvad det er, han vil mig. Han har stået i seks timer i regnvejr og ringet på min dørtelefon, så jeg til sidst måtte have den koblet fra,« sagde hun dengang til Her&Nu.

Det har også givet fysiske skader at være under det massive pres, det er, at have en stalker. Derfor går Medina også til forskellige former for alternativ behandling. Hele hendes højre side spændte på et tidspunkt så meget op, at hun var nødt til at gøre noget ved det.

Medina er ved at lave en dokumentar om sit liv og sine oplevelser. Den udkommer maj 2022.