Snapchats chatbot gør, at appen »ikke er et sikkert sted for børn og unge at færdes«.
Så kontant er meldingen fra Medierådet for børn og unge.
Udmeldingen kommer, efter chatbotten er blevet kritiseret af flere eksperter.
Derfor opfordrer rådet nu til, at Snapchat dropper funktionen.
»Snapchat bør fjerne 'My ai' for børn og unge straks. Chatbotten er som standardindstilling på et øjeblik blevet uomgængelig for tjenestens mange brugere, som ikke kan fravælge den uden at skulle betale for det. Det er helt uacceptabelt, at Snapchat anvender en forretningsmodel, hvor børnebeskyttelse koster ekstra,« udtaler Miriam Michaelsen, der er formand for rådet, i en pressemeddelelse.
Medierådet for børn og unge arbejder med at rådgive om børn og unges medieforbrug. Derudover er det også den instans, der bestemmer aldersanbefalingen for film.
Ifølge rådet er usikkerheden omkring chatfunktionen så stor, at det bør have betydning for brugen af appen.
»'My ai' er endnu et af mange eksempler på, at techgiganterne lancerer produkter og funktioner, som ikke er sikre for børn og unge. Det illustrerer tydeligt, at der er er brug for styrket regulering, håndhævelse og ikke mindst reel aldersverificering af brugerne på de digitale tjenester,« udtaler Miriam Michaelsen.
Hvis man vil fjerne 'My ai'-funktionen fra sin Snapchatkonto, kræver det et Snapchat-abonnement, der koster 249 kroner om året.