Det er snart slut med at høre musik og podcasts på Apples streamingtjeneste, iTunes. Det skriver flere amerikanske medier.

Samtidig vil teknologi-giganten skubbe iPhone lidt i baggrunden og i højere grad satse på at gøre iPad og Apple Watch populært blandt brugerne.

Nyheden kommer i forbindelse med Apples store udviklingskonference, som starter i dag, mandag, og Bloomberg har talt med flere unavngivne kilder, som bekræfter lukningen af iTunes.

Ifølge mediet vil Apple i stedet introducere tre separate apps: en til musik, en til tv og en til podcasts.

Apple har endnu ikke bekræftet rygtet, men ifølge The Verge har firmaet slettet alle opslag fra de officielle iTunes-profiler på Facebook og Instagram, hvilket unægteligt kan ses som en indikator på, at iTunes snart bliver lukket ned.

Årsagen menes at være, at iTunes efter snart 20 år på bagen er blevet utidssvarende og klodset, så man med de nye apps regner med at kunne gøre lyd- og tv-oplevelelserne mere brugervenlige.

Ifølge magasinet Rolling Stone skal det desuden ses som et forsøg fra Apples side på at få et image som underholdningsmedie frem for hardware-udvikler.

En af de andre nyheder, som ventes at blive bekræftet denne uge, er, at Apple vil satse hårdt på at gøre iPad så funktionsdygtig, at den kan gøre laptops overflødige.

Apple er verdens fjerdestørste firma, men har på det seneste oplevet en sjældent set modgang.

Blandt andet svigter salget af iPhones, der oplever stigende konkurrence på kvalitet og pris fra Samsung og de andre Android-producenter.

I marts oplyste giganten, at man i stigende grad vil koncentrere sig om at få fodfæste på streamingmarkedet med tjenesten Apple TV+.

Allieret med blandt andre Jennifer Aniston og Steven Spielberg vil man gå Netflix og HBO i bedene og lave originalt indhold, samtidig med at man vil indkøbe allerede eksisterende film og tv-serier.