Leonora Christina Ulfeldt, Christian IVs datter, døde helt tilbage i 1698, men nu er hun lagt i graven igen.

Dette skete forrige uge, da DR besluttede at sætte deres stort anlagte dramaserie om hende på pause, blot otte uger før optagelserne skulle begynde. Begrundelsen lød, at der ikke var styr på budgettet samt besvær med at tiltrække de nødvendige kapaciteter, der kræves for at få så stort et projekt i mål.

DRs regninger – blandt andet til betaling af de kontrakter, der er indgået med seriens skuespillere, samt leje at studier – skal dog stadig betales. Regninger, der ifølge Berlingske og Ekko når op i lejet fra 10 til 15 millioner kroner.

B.T. har talt med Folketingets medieordførere for at høre, hvad de mener om, at serien er lagt på is, at DR nu skal betale et tocifret millionbeløb for et produkt, der risikerer aldrig at blive til noget, og om dette forløb får nogen betydning for de medieforligsforhandlinger, der venter senere på året.

MF'er for Alternativet Torsten Gejl under Alternativets pressemøde i forbindelse med partiets sommergruppemøde i Demokratigaragen i København, onsdag den 1. september 2021.. (Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix)
MF'er for Alternativet Torsten Gejl under Alternativets pressemøde i forbindelse med partiets sommergruppemøde i Demokratigaragen i København, onsdag den 1. september 2021.. (Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix) Foto: Olafur Steinar Gestsson
Vis mere

Torsten Gejl, Alternativet

»Det synes jeg selvfølgelig er kritisabelt, at man ikke formår at holde sine budgetter og producere det, man har lovet,« lyder fra Torsten Gejl.

Han kan dog afvise, at den specifikke sag skulle betyde noget i forhold til, hvordan Alternativet griber forhandlingerne om medieforliget an.

»Det er sjældent, vi laver politik på enkeltsager. Der vil vi se på helheden.«

Jan E. Jørgensen håber, at forløbet om serien bliver drøftet i DRs bestyrelse.
Jan E. Jørgensen håber, at forløbet om serien bliver drøftet i DRs bestyrelse. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Jan E. Jørgensen, Venstre

»Det synes jeg da er hammerærgerligt. Det kan der ikke være to meninger om. Men omvendt er det jo primært et spørgsmål for Danmarks Radios bestyrelse, og jeg er da fuldstændig sikker på, at det er noget, de vil drøfte. Det vil være mærkeligt andet.«

Han peger på, hvor vigtigt det er, at DR har en stærk dramaafdeling, da det er en kerneopgave for public service-selskabet.

»De skal lave nogle af de fælles fortællinger om os som folk og land, som vi ikke kan forvente, at vi får fra Netflix. Så på den måde er det hammerærgerligt, at der sker sådan noget som det her.«

Konservative Folkepartis Birgitte Bergman til ministrenes spørgetid i Folketingssalen, onsdag den 6. maj 2020.. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix)
Konservative Folkepartis Birgitte Bergman til ministrenes spørgetid i Folketingssalen, onsdag den 6. maj 2020.. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix) Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

Birgitte Bergman, Det Konservative Folkeparti

»Jeg tænker, at med de mange milliarder, Danmarks Radio har fået, så kan man lave rigtig meget god drama og nyhedsdækning, så det her kalder jo på lidt selvransagelse om, hvorfor det er gået så galt, som det er gået. Jeg synes, det er pokkers ærgerligt, for det er vigtigt, at Danmarks Radio laver noget, som ingen andre gør, og laver de her store, historiske satsninger.«

»Det her et kuldsejlet projekt, som jeg begræder, for det er ærgerligt, at danskerne skal snydes for fortællingen om en vigtig, historisk personlighed, og det er dårlig håndtering og styring af DR.«

Hun slår fast, at DR ikke skal kigge mod Konservative, hvis de gør sig forhåbninger om at få flere penge. For hende bekræfter forløbet, at Danmarks Radio skal blive bedre til at lave samarbejder med producenterne ude på det private marked, hvor der sidder »masser af dygtige folk«.

Nye Borgerliges frihedsordfører Lars Boje Mathiesen under et pressemøde i forbindelse med partiets sommergruppemøde på Comwell i Snekkersten, lørdag den 14. august 2021.. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)
Nye Borgerliges frihedsordfører Lars Boje Mathiesen under et pressemøde i forbindelse med partiets sommergruppemøde på Comwell i Snekkersten, lørdag den 14. august 2021.. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix) Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Lars Boje Mathiesen, Nye Borgerlige

Medieordføreren for Nye Borgerlige gør det klart, at han ikke er inde i detaljerne om den specifikke sag. Herfra lyder ønsket dog fortsat, at Danmarks Radio privatiseres.

»Løsningen er at privatisere Danmarks Radio, så politikerne ikke skal bruge deres tid på, om et tv-selskab bruger deres midler fornuftigt. Det her er måske et af de klareste eksempler på, hvad der går galt, når politikere vil blande sig for meget.«

»Hvis DR var privat, ville det her ikke være et problem for politikerne og skatteborgerne, men kun for DRs aktionærer, ejere og dem, der bruger servicen.«

Søren Søndergaard (Ø) Folketinget behandler forslag fra regeringen om COVID-19 hastelovgivning, i Folketingssalen på Christiansborg torsdag den 26. marts 2020. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix 2020)
Søren Søndergaard (Ø) Folketinget behandler forslag fra regeringen om COVID-19 hastelovgivning, i Folketingssalen på Christiansborg torsdag den 26. marts 2020. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix 2020) Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Søren Søndergaard, Enhedslisten

»Jeg synes, det afspejler to ting. For det første, at det har nogle konsekvenser, når vi skærer så hårdt ned, som det er sket over for Danmarks Radio, og konsekvenser for, om der kan laves tv-drama med udgangspunkt i den danske kultur. Der kan sagtens laves dansk indhold med dansk tale, som det ses på Netflix, men de laver det jo for at sælge det til et større marked, så hvis der skal laves drama med henblik på den danske befolkning, så er det Danmarks Radio.«

For det andet mener han, at DR skal passe på med at gå ind i en konkurrence om at gøre det så billigt som muligt.

»De skal selvfølgelig være prisbevidste, men der er noget, der tyder på, at deres bud har været så lave, at det har været svært at tiltrække de nødvendige kapaciteter, der skal til for at lave det, og det er jo rigtig dårligt,« siger medieordføreren, som af samme grund mener, at det vil være en katastrofe, hvis der skæres yderligere i DR.

(ARKIV) Kasper Sand Kjær, Direktør ved DUF under Gender Diversity Roundtable (21.06.2017) FN-byen i København 29-årige Kasper Sand Kjær er mandag aften valgt som ny folketingskandidat efter Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, der forlod Ballerup-kredsen tidligere på året til fordel for Aalborg. Det skriver Ritzau, mandag den 4. juni 2018.. (Foto: Sarah Christine Nørgaard/Ritzau Scanpix)
(ARKIV) Kasper Sand Kjær, Direktør ved DUF under Gender Diversity Roundtable (21.06.2017) FN-byen i København 29-årige Kasper Sand Kjær er mandag aften valgt som ny folketingskandidat efter Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, der forlod Ballerup-kredsen tidligere på året til fordel for Aalborg. Det skriver Ritzau, mandag den 4. juni 2018.. (Foto: Sarah Christine Nørgaard/Ritzau Scanpix) Foto: Sarah Christine Nørgaard
Vis mere

Kasper Sand Kjær, Socialdemokratiet

»Helt generelt er min forventning til DR, at de selvfølgelig er nøjsomme med de penge, de forvalter på vegne af os allesammen.«

I forhold til medieforliget kommer denne sag ikke til at påvirke noget.

»DRs økonomi har været diskuteret gennem mange år, og nu har vi endelig fået en mediedebat, der handler om andet end størrelsen på DRs budget, og det er, fordi vi sammen med de partier, vi har indgået forståelsespapiret med, er enige om, at nu er der nødt til at være ro om DRs økonomi, så de ved, hvad de kan regne med.«