Selv om tv-værten Ellen DeGeneres har undskyldt for racisme og dårligt miljø på arbejdspladsen, er undskyldningen ikke faldet i god jord hos alle.

Nuværende og tidligere ansatte har således stillet sig kritiske over for, at Ellen DeGeneres startede med en vittighed, inden hun bragte undskyldningen.

Det fortæller de unavngivne personer til BuzzFeed.

»Ikke nok med at Ellen gjorde mit traume til en vittighed, så formåede hun at få det til at handle om sig selv,« siger en af kritikerne, som BuzzFeed beskriver som en tidligere ansat.

18. sæson af 'The Ellen DeGeneres-show' rullede mandag over skærmen. Her indledte værten, Ellen DeGeneres, med at tale om den enorme hetz, hun – og showet – har været udsat for.

Dårligt arbejdsmiljø, racisme og manglende arbejdsinformationer i coronapandemien er noget af det, Ellen DeGeneres er blevet kritiseret for henover sommeren. I den anledning åbnede hun med følgende replik i mandagens show:

»Har I haft en god sommer? Min var fantastisk,« sagde hun i sarkastisk tone, hvorefter publikum brød ud i latter.

Og det er denne replik, kritikerne har svært ved at forstå.

»Da hun sagde: 'Oh, min sommer var fantastisk', som om det skulle være sjovt, så tænkte jeg, at det er sjovt, hvordan hun har haft en hård sommer, fordi alle påpegede hendes giftige arbejdsmiljø, og nu er det hende, der lider?,« siger en anden tidligere ansat til BuzzFeed.

Warner Bros., der producerer showet, er ikke vendt tilbage med en kommentar BuzzFeed ovenpå kritikken.

Efterfølgende skal det retfærdigvis påpeges, at Ellen DeGeneres lagde sig fladt ned og beklagede, hvordan tingene har foregået.

En tidligere ansat, som har afroamerikansk baggrund, har eksempelvis fortalt til BuzzFeed, hvordan hun blev kaldt 'politisk korrektheds-politiet', hvis hun forsøgte at sige fra overfor diskrimination.

Ellen DeGeneres undskyldte mandag offentligt for et dårligt arbejdsmiljø.
Ellen DeGeneres undskyldte mandag offentligt for et dårligt arbejdsmiljø. Foto: ROBYN BECK
Vis mere

»Som I måske har hørt, så var der denne sommer beskyldninger om et giftigt arbejdsmiljø på vores show, og derefter var der en efterforskning. Jeg fandt ud af, at der skete ting her, som aldrig skulle være sket,« sagde Ellen DeGeneres, inden hun fortsatte:

»Det tager jeg meget alvorligt, og jeg vil gerne sige undskyld til de personer, som blev påvirket. Jeg ved, jeg er i en privilegeret og magtfuld position, og med det kommer ansvar, og jeg tager ansvaret for det, der skete på mit program«.

Kritikken har også medført ændringer bag showets kameraer.

Tre af de ledende producerne er nemlig blevet afskediget.