'Sex and the City' vender tilbage, men det bliver ikke billigt for HBO Max at genoplive serien.

Hvis man skal tro på det anerkendte medie Variety, står stjernerne nemlig til at tjene over 60 millioner kroner hver. Det svarer til minimum seks millioner kroner per afsnit.

Dermed kan Sarah Jessica Parker, Cynthia Nixon og Kristin Davis se frem til en ordentlig sjat penge, men med til ligningen hører, at de også vil fungere som producere på serien.

Det kan lyde af meget, men holder man det op mod de beløb, der var i spil, da de producerede den oprindelige serie for mange år siden, så giver det et noget anderledes perspektiv.

Ifølge Celebrity Net Worth fik Sarah Jessica Parker svimlende 25 millioner kroner per afsnit i de sidste tre sæsoner, der blev filmet fra 2001 til 2003, hvor hun også var producer.

De tre andre måtte nøjes med noget mere beskedne 2,5 millioner kroner per afsnit.

Det var HBO, der mandag kunne berette, at 'Sex and the city' vender tilbage med tre ud af de fire oprindelige kvinder i hovedrollerne.

Kim Cattrall er den eneste, der har takket nej. Genoplivningen af serien går under navnet 'And just like that …', og optagelserne begynder til foråret.

I serien, der bliver over 10 afsnit, kommer man til at følge de tre kvinder, mens de navigerer i deres tilværelse som storbyveninder i New York.