Nu er den næste Agent 007 fundet. Tidligere har det været den muskuløse Daniel Craig, som har spillet rollen som den berømte James Bond.

Men sammen med Craig lægger hans karakter, James Bond, også agentlivet snart på hylden, og ind træder den engelske skuespillerinde Lashana Lynch.

Lynch skal spille den næste agent, som får lov til at arbejde under kodenavnet 007, skriver den engelske netavis The Daily Mail.

Loyale fans skal altså ikke finde sig i at se en kvinde spille den berømte rolle som James Bond, men derimod hans arvtager.

Engelske Lashana Lynch ved 'Captain Marvel'-premieren i Hollywood i marts 2019. Nu skal hun spille den næste agent 007. Photo by Robyn Beck / AFP)
Engelske Lashana Lynch ved 'Captain Marvel'-premieren i Hollywood i marts 2019. Nu skal hun spille den næste agent 007. Photo by Robyn Beck / AFP) Foto: ROBYN BECK
Vis mere

Allerede i den 25. Agent 007-film, som er ved at blive filmet nu, møder man frøken Lynch i sin nye rolle.

James Bond forsøger vanen tro, ifølge Daily Mails kilde, at få sine kløer i den unge kvinde, men det lykkes ikke.

Han er egentlig gået på pension i filmen, men bliver ringet op, mens han sidder på Jamaica og nyder sit otium. Han skal endnu en gang redde verden.

31-årige Lashana Lynch er kendt fra 'Captain Marvel'-filmen, hvor hun spiller kamppiloten Maria Rambeau.

Skuespillerinden er fra Vestlondon og havde sin debut i tv-serien 'Fast Girls'.

Ud over at Lashana Lynch bliver den nye Agent 007, er andre tiltag taget for at sikre, at de berømte agent-film er tidssvarende.

For eksempel er forfatteren Phoebe Waller-Bridge sat til at skrive, og hun mener ikke, at James Bonds karakter skal fornyes, men det skal filmen dog. Den skal 'behandle kvinder ordentligt' udtaler hun.

Waller-Bridge står også bag thriller-serien 'Killing Eve', hvor hovedrollerne er spillet af kvinder. Serien har høstet mange priser.