Skuespiller Mathias Käki, som de fleste sikkert vil genkende fra 'Vild med dans' og serien 'Norskov', er aktuel i den nye krimiserie 'Sommerdahl', som kommer på TV 2 Charlie.

Han spiller en ung betjent ved navn Benjamin, men faktisk havde han overvejet helt at takke nej til rollen.

»Jeg er gået fra, at skuespil skulle være min førsteprioritet, til, at det er blevet min andenprioritet,« lyder det fra Käki, som har kastet sig over noget helt andet.

Han har nemlig startet et firma, som blandt andet laver reklamefilm. Det kan man med mellemrum se på hans kæreste, danseren Mille Funks Instagram-side, hvor hun deler det, han laver. De to mødte hinanden for tre år siden i 'Vild med dans' og har det 'godt og solidt', som den unge skuespiller udtrykker det.

Her ses Mathias Käki sammen med sin kæreste Mille Funk. De mødte hinanden i dansekonkurrencen 'Vild med dans'.
Her ses Mathias Käki sammen med sin kæreste Mille Funk. De mødte hinanden i dansekonkurrencen 'Vild med dans'. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Efter i en periode at have lavet meget teater, er det rart at være tilbage i tv-branchen, hvor man skal levere i et andet tempo, fortæller Mathias Käki.

Siden han medvirkede i Norskov, har han lært at tage det mere roligt og være mere tilfreds med sin indsats. Noget, der også er et biprodukt af, at skuespillet ikke længere er hans hovedprofession.

»Jeg tog den voksne beslutning om, at det, som tog størstedelen af min tid og energi, også skulle være min førsteprioritet.«

Det har givet ham ro til at hvile i, at hans skuespil er så godt, som han kan gøre det. Nu er der ikke lige så meget, der afhænger af hans præstation.

Her ses noget af castet, der medvirker i 'Sommerdahl'. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)
Her ses noget af castet, der medvirker i 'Sommerdahl'. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix) Foto: Philip Davali
Vis mere

I skabelsen af den nye serie har Mathias Käki mest arbejdet sammen med Peter Gantzler, og Käki kalder sin ældre kollega for en 'overflod af dygtighed og ro'.

»Vi kørte altid derop (til Helsingør, hvor serien foregår, red.) og hjem igen, og når Peter Gantzler tog det så roligt, så smittede det af. Jeg gad heller ikke sidde der og slå mig selv oven i hovedet,« lyder det fra den unge skuespiller, som også understreger, at der er folk, der vil skuespilfaget mere end ham.

»Det ville jo være arrogant at tro, at jobbene bare kom dumpende. Jeg forelskede mig i film generelt, hvor der er jo nogen, der forelsker sig i skuespilfaget, så når de ikke får roller, så skriver de måske noget, de kan spille.«

'Sommerdahl' har premiere 1. marts på TV 2 Charlie. Den er baseret på krimier af forfatteren Anna Grue.