Ved hjælp af simpel 'matematik' kan man udpege vinderen af 'Vild med dans'. Nu prøver vi igen. B.T. har kørt årets 12 deltagere igennem regnemaskinen og har fundet den mest oplagte vinder.

TV 2's store popularitetskonkurrence har nemlig de seneste mange år vist sig at være utrolig forudsigelig.

Ser vi bort fra sidste års nyskabende mandepar Silas Holst og Jakob Fauerby, der vendte op og ned på det hele, har B.T. blandt andet i 2015 og 2016 kunnet regne vinderen ud på forhånd.

Metoden har desuden i 2016 også udpeget vinderen af 'Robinson Ekspeditionen' flere måneder før finalen, men det er en helt anden historie.

'Vild med dans' kører i år på 17. sæson. Tager man gennemsnittet af de første 16 vinderes alder, profession, bopæl, hårfarve og køn, som de havde på daværende tidspunkt, får man prototypen på den typiske 'Vild med dans'-vinder:

En 29-årig mørkhåret kvindelig skuespiller fra København.

Blandt årets 12 kendte deltagere er der to, der i spil, hvoraf den ene vinder på at bo tættest på hovedstaden.

'Badehotellet'-stjerne Merete Mærkedahl er som mørkhåret, kvindelig skuespiller et godt bud på en 'Vild med dans'-vinder, men hun snubler på målstregen, da hun for nylig valgte at bosætte sig i Lejre syd for Roskilde. Og det efterlader en anden mørkhåret, kvindelig skuespiller.

Skuespillerinde Merete Mærkedahl og Thomas Evers Poulsen til 'Vild med dans' pressemøde i København, tirsdag den 8. september 2020. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix)
Skuespillerinde Merete Mærkedahl og Thomas Evers Poulsen til 'Vild med dans' pressemøde i København, tirsdag den 8. september 2020. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix) Foto: Emil Helms
Vis mere

I 'Vild med dans'-feltet finder man nemlig også Nukâka Coster-Waldau, der ligeledes scorer point på at være kvindelig, mørkhåret skuespiller. Hun bor i Lyngby langt tættere på København og er altså ifølge 'matematikken' den mest oplagte vinder af 'Vild med dans'. At hun tilmed skal danse med den mest vindende professionelle danser i 'Vild med dans'-historien, Silas Holst, gør ikke hendes chancer ringere.

I den modsatte ende har tv-vært Kristian Bech, tidligere håndboldspiller Lars Krogh Jeppesen og sanger Wafande det dårligste udgangspunkt i forhold til at vinde, da de minder mindst om den gennemsnitlige vinder.

Her kan du se en favoritrangering af årets 'Vild med dans'-deltagere:

1. Nukâka Coster-Waldau
Taler for: Skuespiller, kvinde, mørkhåret – næsten fra København (Lyngby)
Taler imod: Alderen (49 år)

Skuespillerinde Nukâka Coster-Waldau og Silas Holst til 'Vild med dans' pressemøde i København, tirsdag den 8. september 2020. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix)
Skuespillerinde Nukâka Coster-Waldau og Silas Holst til 'Vild med dans' pressemøde i København, tirsdag den 8. september 2020. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix) Foto: Emil Helms
Vis mere

2. Merete Mærkedahl
Taler for: Skuespiller, kvinde, mørkhåret
Taler imod: Alder (38 år), bopæl (Lejre)

3. Vicky Knudsen
Taler for: Kvinde fra København – næsten rigtige alder (34 år)
Taler imod: Hårfarve, profession (biolog)

4. Faustix
Taler for: Den rette alder (31 år), mørkhåret – og bor på Sjælland (Nivå)
Taler imod: Køn, profession (musiker)

5. Emili Sindlev
Taler for: Kvinde fra København
Taler imod: Hårfarve, profession (influencer), alder (24 år)

Tv-vært Kristian Bech og Mille Funk til 'Vild med dans' pressemøde i København, tirsdag den 8. september 2020. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix)
Tv-vært Kristian Bech og Mille Funk til 'Vild med dans' pressemøde i København, tirsdag den 8. september 2020. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix) Foto: Emil Helms
Vis mere


6. Sara Bro
Taler for: Kvinde fra København
Taler imod: Alder (46 år), profession (radiovært), hårfarve (P.t. blåt)

7. Albert Rosin
Taler for: Skuespiller fra København
Taler imod: Alder (18 år), hårfarve, køn

8. Janus Nabil
Taler for: Skuespiller fra København
Taler imod: Alder, (45 år) køn, hårfarve (skaldet)

9. Hilda Heick
Taler for: Køn, bor på Sjælland (Trørød)
Taler imod: Alder (74 år), profession (sanger), hårfarve

10. Wafande
Taler for: Bor i København
Taler imod: Alder (38 år), køn, profession (sanger), hårfarve (skaldet)

11. Lars Krogh Jeppesen
Taler for: Hårfarve
Taler imod: Alder (41 år), bopæl (Kolding), køn, profession (tidligere håndboldspiller)

12. Kristian Bech
Taler for: Et halvt point for at bo på Sjælland (Roskilde)
Taler imod: Alder (44 år), køn, profession (tv-vært), hårfarve