Allerede mandag vender 'MasterChef' tilbage med en ny sæson. Hvis man der kan se en forhutlet og stresset Jesper Koch som dommer, så findes der en god forklaring.

Om ganske kort tid vender den populære madkonkurrence ‘MasterChef’ tilbage.

Det sker nemlig allerede mandag d. 27. januar kl. 19.00, hvor programmet har premiere på Viaplay og TV3.

Her kommer første program nemlig, der starter med de berygtede auditiondage, hvor mange håbefulde danskere giver den gastronomisk gas for at kunne sikre sig en plads i konkurrencen.

I år er sæsonen endda endnu længere end før, så der også er blevet plads til en træningslejr for de heldige udvalgte amatørkokke, endnu flere masterclasses, mere talentudvikling og dygtige gæstekokke.

Ikke mindst har et nyt koncept fundet vej frem til MasterChef: I år skal de håbefulde deltagere nemlig hver uge kæmpe om en guldnål, der kan sikre dem immunitet i konkurrencen. Derudover er der også kommet helt nye regler i spil, når 14 ugers intens madkonkurrence kulminerer i en stor finale.

For mange programmer fordærver…?

Dog skabte den kommende ‘MasterChef’ sæson problemer for den ene af programmets dommere, Jesper Koch.

Han filmede nemlig et andet TV3-program, ‘Koch’en på toppen’, der handler om hans arbejde som kulinarisk ansvarlig på det nye Alsik Hotel i Sønderborg, samtidig med ‘MasterChef’, der foregår i København.

»Åbningen af Syttende (den sidste restaurant på Alsik Hotel, red.) blev udskudt små fire og en halv måned. På det tidspunkt skulle den jo længe have været åbnet, men så faldt det sammen med, at vi åbnede Syttende samtidig med den nye ‘MasterChef’-sæson,« forklarede Jesper Koch til Realityportalen.

På grund af forsinkelserne i åbningen af den sidste restaurant på hotellet kom det hårde arbejde og ‘Koch’en på toppen’-optagelserne til at placere sig ganske dårligt oven i Jespers faste tjans som ‘MasterChef’-dommer.

»Men det har redaktionen været meget opmærksomme på, så jeg er kommet ud af ‘MasterChef’-studiet og taget flyveren til Sønderborg så hurtigt som muligt,« forklarede Jesper Koch.

Artiklen blev bragt i samarbejde med Realityportalen.dk