Jock Zonfrillo er død søndag. Den skotske stjernekok og dommer i det australske 'MasterChef' blev kun 46 år.

Dødsfaldet bekræftes af Jock Zonfrillos familie i et opslag på hans Instagram.

'Med fuldstændigt knuste hjerter og uden at vide, hvordan vi overhovedet kan fortsætte livet uden ham, er vi sønderknuste over at meddele, at Jock gik bort i går,' skriver familien.

Jock Zonfrillo efterlader sig hustruen, Lauren Fried, og fire børn.

Den 46-årige kok blev særligt kendt for sin rolle som dommer i den australske udgave af 'MasterChef', som også har været tilgængelig på dansk tv.

Her skulle en ny sæson have været sendt i dag mandag, hvor den kendte kok Jamie Oliver skulle være dukket op som gæstedommer.

Men nu er tv-kokken i 'totalt chok' over sin kære kollegas bortgang, som han forklarer i et opslag på Instagram, og på grund af det pludselige dødsfald er den nye 'MasterChef'-sæson nu udskudt, forklarer den australske tv-station Network 10 i en udtalelse.

Jock Zonfrillos dødsårsag er endnu ikke offentligt kendt, men ifølge The Guardian forklarer det lokale politi, at dødsfaldet ikke betragtes som mistænkeligt.

Den nye sæson af 'MasterChef Australia' skulle have haft premiere denne mandag, men er nu blevet udskudt. I sæsonen ses de vanlige dommere, den tidligere vinder Andy Allen, Jock Zonfrillo i midten og madanmelder Melissa Leong.
Den nye sæson af 'MasterChef Australia' skulle have haft premiere denne mandag, men er nu blevet udskudt. I sæsonen ses de vanlige dommere, den tidligere vinder Andy Allen, Jock Zonfrillo i midten og madanmelder Melissa Leong.
Vis mere

Jock Zonfrillo har haft en stor karriere som kok, hvor han kom i lære som 17-årig hos den anerkendte britiske kok Marco Pierre White.

Derudover blev han allerede som 22-årig chefkok på Cornwalls Tresanton Hotel, og han har flere succesfulde og anerkendte restauranter bag sig, ikke mindst Restaurant Orana.

I 2019 blev han dommer i det australske 'MasterChef', hvor han har været med siden.

Forrige år udgav han sin biografi 'Last Shot', hvor han blandt andet fortalte, at han var hjemløs og afhængig af heroin, da han startede sin karriere som kok, samt at misbruget tog ham mange år at komme over.