Hvis coronapandemien fortsat raser til næste år, og Martin Jensen endnu engang har brug for pengene, så kunne han godt være fristet til at tage en ekstra tørn som 'X Factor'-dommer.

Men ellers er DJ'en rimelig sikker på, at hans første sæson også blev hans sidste. Det fortæller dommeren, der ikke ønsker at tage sine deltageres nederlag på sine skuldre

»Jeg er da superærgerlig på Dans vegne. Det kunne da have været hammersjovt at stå i finalen med ham, men det ville skæbnen ikke, og så må man komme videre,« siger Martin Jensen, efter at hans sidste deltager, Dan Laursen, måtte se sig slået på målstregen i fredagens semifinale.

'X Factor'-finalen kommer derfor til at stå mellem Oh Land og hendes to deltagere, Solveig og Nikoline Sten Kristensen, og Blachman med Simon & Marcus.

Martin Jensen og Dan Laursen efter årets semifinale.
Martin Jensen og Dan Laursen efter årets semifinale. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Foruden Dan Laursen måtte også Lucca forlade sangkonkurrencen.

Hvor meget af Dans nederlag tager du på din egen kappe?

»Ikke rigtig noget, vil jeg sige. Det er ikke mig, der performer, det er Hiba, Dan, Nikoline og alle de andre, der synger. Dan gjorde, hvad han kunne – han trak bare det korteste strå,« siger Martin Jensen.

Den 'X factor'-debuterende dommer fortæller, at det er kommet bag på ham, hvor intenst tv-forløbet er. Når der både skal forberedes og øves med tre deltagere, og man samtidig skal forholde sig til spørgsmål fra journalister og hadbeskeder på de sociale medier, så der er ikke meget tid til at være en god, og nærværende mentor.

Martin Jensen mistede sin sidste deltager Dan Laursen i semifinalen.
Martin Jensen mistede sin sidste deltager Dan Laursen i semifinalen. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

»Skulle jeg virkelig gøre en forskel som coach, skulle jeg have været det i ti år – ikke i de to måneder, vi havde op til første liveshow. Jeg tror ikke, jeg kunne have gjort noget anderledes. Du får det talent, der stiller op, og sådan er det.«

Martin Jensen har fra starten gjort det klart, at hans mission med 'X Factor' var at skabe en vinder, der ville kunne få en musikkarriere, når tv-kameraerne slukker. Men desværre formåede han ikke engang at skabe én, der kunne klare den hele vejen til finalen.

»Det kan da godt være, man skulle have tænkt narcissistisk og kun fokuseret på 'X Factor' og ikke en fuck på, hvad der skulle ske efterfølgende i en karriere,« erkender han.

»Men det er ikke fair over for deltagerne, for så kunne de lige så godt have stillet op i Paradise Hotel, hvis de bare skal blive populære.«

Dommerne Thomas Blachman, Oh Land og Martin Jensen.
Dommerne Thomas Blachman, Oh Land og Martin Jensen. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Selv regner Martin Jensen med, at hans tv-tid er slut for nu. Han er i hvert fald ikke sikker på, at han har lyst til endnu en sæson som 'X Factor'-dommer.

»Det har været ekstremt lærerigt, og jeg har fået nogle gode venner, men jeg håber stadig, at verden er åben til næste år, så vi kan komme ud at feste, og jeg kan flyve verden rundt og spille shows, for det er det, jeg er bedst til,« siger han.

»Så der er flere ting, der afgør, om jeg står her igen næste år. Er økonomien for eksempel interessant nok, eller er det bedre at sige tak for nu?.«

Hører jeg dig sige, at du gjorde det for pengene?

»Hundrede procent. Men også for at lære. Men det er klart, at jeg ikke have skænket 'X Factor' en tanke, hvis jeg havde kunnet komme på turné. Jeg lever og brænder for at stå på scenen og entertaine, og så er der også en bagside af 'X Factor', hvor man bliver hakket ned og får dødstrusler, bare man smider en gruppe ud,« siger han.

»Jeg gider ærligt ikke bruge min tid på noget, hvor det er the name of the game at blive svinet til. Det er jo for sygt – og det er også med i overvejelserne.«