Marcus Sørensen var ét stort spørgsmålstegn, da dommerne enstemmigt sendte ham ud af X Factor.

Den 22-årige fynbo er forsanger i et melodisk rockband. Han har et minialbum ude på Spotify, et nyt album på vej, og tilbage i 2017 blev han blåstemplet af Magtens Korridorer, der hyrede hans band som opvarmning.

Da han under sin audition begyndte at diskutere med især Ankerstjerne om sin optræden, blev der en akavet, dårlig stemning i studiet, og som man kunne se på tv, måtte han hovedrystende forlade X Factor.

»Jeg kom ret meget skævt fra start,« husker Marcus i dag tilbage.

Ankerstjerne.
Ankerstjerne. Foto: TV2
Vis mere

»Det startede dårligt med, at der ikke var nogen stol til mig, som jeg ellers var blevet lovet. Så kunne dommerne ikke lide min optræden, og Ankerstjerne bliver irriteret over, at jeg hele tiden sagde, at det er en subjektiv ting med musik. Men altså… Jeg indrømmer fuldt ud, at jeg også lavede en fejl. Nu skal jeg bare videre.«

Marcus havde fulgt X Factor på sidelinjen gennem årene, var nysgerrig og fik til sidst lyst til at prøve det af.

Han har sunget og spillet musik i mange år og har store ambitioner og drømme med sit band Haunted Jazz, og derfor var det en stor overraskelse, da han så hurtigt røg ud af X Factor.

»Set i bakspejlet skulle jeg have sunget de covernumre, jeg havde med i stedet for,« reflekterer han.

Han er for længst mentalt videre og har ikke tænkt sig at droppe musikken.

Han føler også, han har lært en masse af sin optræden i Danmarks største talentshow.

»Jeg har lært, at jeg skal være mere ydmyg. Jeg skal være bedre forberedt og respektere dem, der har været der i længst tid, og lade være med at overreagere, hvis jeg er uenig med deres holdning.«

Det er 12. gang, der sendes X Factor i Danmark.

Siden DR sidste år gav programmet videre til TV 2, er der kommet to nye dommere på holdet i form af sangerinden Oh Land og rapperen Ankerstjerne.

Første auditionprogram på TV 2 kom flot fra start seertalsmæssigt, hvor 1.365.000 danskere så med. Det blev kun overgået af Dronningens nytårstale, der tiltrak 1.672.000 seere.