Det var hans hjerne, der udtænkte den hjertevarme – og voldsomt prisvindende – fortælling om den evigt optimistiske Forrest Gump.

Nu er forfatter Winston Groom død. Han blev 77 år.

Det skriver blandt andre BBC og The Guardian, der refererer til et opslag på Twitter skrevet af The University of Alabama, hvor Winston Groom selv blev uddannet.

'Vi er kede af at høre, at en af vores legender Winston Groom er gået bort,' lyder det blandt andet i opslaget.

Winston Groom nåede i sin levetid at skrive adskillige bøger – både fiktion og bøger baseret på virkeligheden.

Hans mest kendte værk er dog 'Forrest Gump', som udkom i 1986.

Det var dog først i 1994, da Tom Hanks indtog rollen som den simple mand, som også lagde navn til titlen, Winston Groom for alvor blev et anerkendt navn – og hans bog strøg ind på bestsellerlisterne.

Filmen blev nomineret til hele 13 Oscar-statuetter. Seks af dem fik holdet med hjem. Blandt andet priserne for bedste film og bedste mandlige hovedrolle.

Tom Hanks i 'Forrest Gump'.
Tom Hanks i 'Forrest Gump'. Foto: UKENDT
Vis mere

I 'Forrest Gump' er hovedpersonen blandt andet med under Vietnamkrigen. En krig, der fyldte meget i Winston Grooms bevidsthed.

Han var selv en del af den amerikanske hær under krigen, og han har desuden skrevet bogen 'Conversations with the Enemy' om en marinesoldat, der ligeledes deltog i krigen.

I 1984 blev han nomineret til en Pulitzer-pris for netop den bog.

Udover at have arbejdet som forfatter og soldat var Winston Groom også journalist for Washington Star i en årrække.